Anmeldelse

Lockouten i 13
Lockouten i 13

Fra min sommerferielæsning

Chill-pills og hverdagsliv under lockouten i 13.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Lockouten i 13” er anderledes. Det er en anderledes roman. Romanens tilblivelse er anderledes. Den er blevet til som et crowdfundingsprojekt, der begyndte umiddelbart efter konflikten i 2013, men er af forskellige grunde først lige udkommet.

Fakta:

Titel: Lockouten i 13

Forfatter: Boris Boll-Johansen

Pris: 70

Sider: 412

Forlag: Ukendt forlag

Romanen er udleveret til de 126 backere, der i 2013 valgte at støtte projektet. Den særlige ”one of a kind crowdfunding”-udgave af bogen er i sin ”special ninja limited crowdfunding edition” kun tilgængelig for de oprindelige backere, men Boris Boll-Johansen, som er bogens forfatter, lover, at en e-bogsudgave er på vej – og så pønser han på en mulig lydbogsversion.

”Lockouten i 13” handler ikke om lærere. Den handler heller ikke om skole. Børn i skolealderen nævnes kun parentetisk i romanen. Ziegler og Bondo fylder så godt som ingenting. ”Lockouten i 13” handler om Mie og Eskes liv i lockoutens fire uger.

Mie og Eske sender deres døtre til Risskov under lockouten. De to piger opholder sig hos Mies far og hans kone hele perioden og fylder til stadighed mindre i romanen og i Mie og Eskes bevidsthed, som lockouten skrider frem. Imens pigerne er i Aarhus, fortsætter Mie og Eske deres liv – men ikke alt er, som det plejer. Arbejdspladserne fyldes af børn og af snak om lockouten. Tiden ændres, når skolen og børnene ikke længere er med til at rammesætte hverdagen. Samtidig sker der noget i Fælledparken. En stadig voksende gruppe dealere sælger lockoutpiller. Mie og Eske tager for sig af varerne, og pillerne gør deres til at give en chillout-virkning på den forandrede hverdag.

"Lockouten i 13" er afslappende læsning. Romanens karakterer gør sig stilfærdige betragtninger over livet og prøver forsigtigt søgende et par drømme af. Romanen har et svagt skær af noget crazy, men bliver hængende i noget hverdagsagtigt, genkendeligt og halvdovent. "Lockouten i 13" er fin ferielæsning.

En afsluttende tilståelse:

Jeg valgte i sin tid at backe bogprojektet "Lockouten i 13", fordi Boris Boll-Johansen udgør en ikke ubetydelig del af den litterære referenceramme i min familie. Under et udsalg for mange år siden stødte jeg på hans ”Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier” og købte den, mest fordi den var billig. Bogen har siden været fast godnathistoriebog for mine børn i årevis, uundværlig guide til flere københavnerrundture og god inspiration til fortælletimer på min tidligere skole. Jeg er kæmpefan af Boris Boll-Johansens sindssyge historier, som siden er udvidet med aarhusianske godnathistorier og bind to af de københavnske. Mange af historierne kan høres på klørkonge.dk, hvor Boris Boll-Johansen læser op med tilhørende lydeffekter.

Powered by Labrador CMS