Debat

Lockdown, tillid og fuld fart frem

Lærere er også en slags mennesker

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er som om, at nogle med lidt afstand til lærere glemmer, at lærere også er mennesker. Mennesker, der har familie, der er ramt af corona-frygt. Mennesker, der ligesom alle andre, er bekymrede for situationen. Mennesker, hvis hverdag også er vendt op og ned. Mennesker, der også har børn hjemme, der skal hjælpes. Mennesker, der ikke er uddannet til fjernundervisning.

Alligevel har disse personer med lidt afstand til lærere en forventning om, at vi lynhurtigt lærer det, der tager andre mennesker år at lære. At vi lynhurtigt tilegner os nye måder at undervise på. At vi har fået mere energi af at befinde os i en lockdown. Og der er en forventning om, at når vi nu får løn for at gå derhjemme, så skal vi faneme galemig bevise, at vi kan arbejde røven ud af bukserne.

Mange tak for tilliden, vi skal gøre vores bedste.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Senest var det Merete Riisager, der lige syntes, at hun skulle give 7 gode råd til lærerne. Jeg takker. Jeg lægger dem over i stakken med de andre 83 gode råd, jeg har fået, mens jeg gennemgår 10 årsplaner, de sidste par ugers ugeplaner for 6. klasse naturteknik, 7., 8. og 9. klasse biologi, geografi og fysik-kemi samt de forestående deadlines for afgangsprøven i naturfag. Imens kører det rundt i mit hoved: Hvad kan eleverne magte? Hvad kan jeg lægge af ekstramateriale til dem, der har overskud? Kan jeg finde en god film? Mon 6.-klasses forældre synes, det er en god ide med lidt hjemmeforsøg? Skal jeg rykke for manglende afleveringer her på dag 2? Hvordan mon min familie har det? Kan jeg få leveret undervisningsmaterialer til skolen? Hvad med det møde i næste uge med en virksomhedsejer, som vi måske kan få en aftale med? Og mine utætte vandrør - kommer der en håndværker? Mon afgangsprøverne bliver rykket eller aflyst?

Mine 9.-klasses elever skal til eksamen om halvanden måned.

Om to uger skal de trække deres fællesfaglige fokusområde til den praktisk/mundtlige naturfagsprøve, som de regner med at have ca. 5 lektioner om ugen i 4-5 uger at forberede sig på inklusive opsamlende undervisning og afprøvning af forsøg, de skal bruge til prøven.

Mine 8.-klasses elever skal til eksamen om lidt over et år. Naturfagene er spækket med faglige begreber, som ikke er lette at lære uden gentagelser, tegninger, videoer, forsøg, forklaringer og en lærer, der kan se, når noget er svært.

Samtidig er eleverne formentlig også påvirket af lockdown-stemning. Hvordan kan vi forvente, at de næsten på egen hånd skal tilegne sig ny viden, mens verden udenfor - og for nogle indenfor - er i undtagelsestilstand?

Jeg tror, at det er godt, at der er en kendt struktur i elevernes liv. At skolen fortsætter. Men målene må gradueres i forhold til et normalt skoleår. Jeg håber, at det bliver en af de næste udmeldinger fra statsministeren.

Indtil da vil jeg gøre mit bedste. Være taknemmelig for min løn, så jeg kan betale håndværkeren og være taknemmelig for mit gode helbred - og være taknemmelig for de mange i nødberedskabet, i butikkerne og i håndværksfirmaerne, der fortsat gør, hvad de kan, for at Danmark stadig fungerer sådan nogenlunde.