Arbejdsskadede kan få flere penge efter dom

Flere medlemmer af Danmarks Lærerforening, der har været ramt af en arbejdsskade, kan se frem til at få betydelige beløb udbetalt, fordi de i første omgang har fået en for lav erstatning.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

To domme i højesteret har slået fast, at Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen i en årrække har fulgt en ulovlig praksis, som har medført meget lave erstatninger til folk, som var deltidsansatte i året op til arbejdsskaden.

"De sager skal nu genoptages, så der kan blive taget stilling til, om de skadede skal have forhøjet deres erstatning eller måske have en erstatning, som de tidligere har fået afslag på. Det kan dreje sig om store beløb", siger Jacob Gjedde, der er konsulent i arbejdsskader i Danmarks Lærerforening.

De to sager handlede om, hvilken betydning det har for fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne efter en arbejdsskade, at den tilskadekomne arbejdede på deltid af midlertidige årsager, hvilket konkret betyder for at passe sine mindre børn.

Ikke forringet arbejdsevne

Højesteret fastslår i sin afgørelse, at hvis den tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde ikke var forringet forud for arbejdsskaden, skal der ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten tages udgangspunkt i, at skadelidte - uden skaden - kunne arbejde på fuld tid.

At den pågældende på skadestidspunktet ikke udnytter sin arbejdsevne til udearbejde på fuld tid, er således uden betydning for fastsættelsen af procenten.

"Vi kender ikke Arbejdsskadestyrelsens praksis, men umiddelbart er der grund til at formode, at de to afgørelser kan berøre en del medlemmer af Danmarks Lærerforening. Vi har i første omgang fundet 90 medlemmer i arkiverne, som måske har fået for lav erstatning, men der kan være tale om endnu flere", siger Jacob Gjedde.'

Vil tale med alle

Han opfordrer alle, der har haft en arbejdsskade, og som har været deltidsansatte på skadestidspunktet til at kontakte arbejdsskadekonsulenterne i lærerforeningen.

"Vi ønsker at tale med arbejdsskadede, uanset om de har været på deltid af midlertidige årsager eller ej. Det koster kun en e-mail at få Arbejdsskadestyrelsen til at tage en sag op, så der er god grund til at gå videre", siger Jacob Gjedde.

Når der kan være tale om store beløb, skyldes det, at højesteret fastslår, at den årsløn, der indgår ved udmålingen af erhvervsevnetabserstatning, skal fastsættes skønsmæssigt med udgangspunkt i lønnen i en fuldtidsstilling, såfremt ansættelsen på nedsat tid må anses for at være af midlertidig karakter.