Udvalg ser på ulykker

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad er en arbejdsskade, og hvad skal der til, for at en skade bliver anerkendt? Disse spørgsmål vil et nyt udvalg under Socialministeriet se på frem til juli næste år.

Hele ulykkesbegrebet skal undersøges efter pres fra en række organisationer, deriblandt Danmarks Lærerforening. Organisationerne holdt i efteråret 1998 en høring på Christiansborg om ulykkesbegrebet, hvor flere personer med ikke anerkendte skader deltog og fortalte politikerne om baggrunden for deres skader og den følgende sagsbehandling.

Socialistisk Folkeparti fremsatte i marts i år på baggrund af høringen et forslag om forbedring af lovgivningen om arbejdsskadeforsikringen. Debatten om forslaget mundede ud i, at sagen blev sendt til behandling i Socialministeriet, og her har man så besluttet at nedsætte et udvalg til at undersøge ulykkesbegrebet.

I udvalgets kommissorium står, at man først og fremmest skal overveje ulykkesbegrebets afgrænsning og dets betydning for, at skader anerkendes. Udvalget kan også tage andre spørgsmål op af betydning for arbejdsskadeområdet.

Formand for udvalget er Finn Svarrer, der indtil slutningen af maj var direktør i Arbejdsskadestyrelsen. Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) repræsenteres i udvalget.