Debat

Debat: Vælg det, der giver mening for dig

Vi må ikke dunke studiestartere i hovedet, fordi ”de vælger den forkerte uddannelse”. Valget er deres alene, og vores opgave er derfor at vente med attraktive job for enden af eksamensbeviset.

Publiceret Senest opdateret

Kære alle kommende studiestartere

Tillykke med jeres studievalg og et forhåbentligt godt og givende arbejdsliv. Hvad du vil være, når du bliver stor, har nok aldrig været sværere at vælge. Derfor har vi en opgave, og I har en opgave. Jeres opgave er at vælge lige præcis den uddannelse, som I tror på, kommer til at give jer et godt og meningsfuldt (arbejds)liv. Vores opgave er at vise, hvorfor arbejdet med børn og unge - blandt andet pædagog- og lærerfaget er et godt og meningsfuldt valg. Noget tyder på, at vi kan blive bedre til vores del.

Det kommer desværre ikke som nogen overraskelse, at vi får en udfordring med at få ansat pædagoger – og måske lærere – i løbet af de kommende år. Men jeg er faktisk overrasket over, hvorfor det er blevet sådan.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg er naturligvis farvet af mit nuværende job og min lærerbaggrund, når jeg siger, at arbejdet med børn- og unge er et af de mest meningsfulde erhverv, man kan arbejde med. Men jeg siger det uden at blinke og med fuld respekt for de hundredvis af andre meningsfulde og nødvendige job, der findes i vores samfund, private som offentlige. For det er lærerne og pædagogerne, der bidrager til et godt børne og ungdomsliv og forbereder vores børn til resten af livet. Der trøster, guider, præger, jubler med og former vores børn og unge. Og de er gode til det.

Derfor ærgrer det mig, at vi ikke har været gode nok til at smitte samfundet med den stolthed, som arbejdet med børn og unge fortjener. Men der skal mere end en kronik til at rygstøtte en hel organisation, så jeg vil gerne bede om din hjælp. Det kommer jeg tilbage til.

Hvor går det galt?

Jeg tror ikke, at der er én men flere grunde til, at vi ser færre, der søger ind som lærer og pædagog. Hvis jeg skal nævne 2, kunne det være, at:

1) mange fejlagtigt tror, at man er låst i sit arbejdsliv med en pædagog- eller læreruddannelse. Men man har en lang række muligheder for at udvikle sig selv, sin faglighed og sit arbejdsliv. Man kan bygge på, skifte spor, erfare sig i en ny retning og meget, meget andet. Eller man kan blive i kernen. Alt sammen er godt, hvis det er det, man helst vil. Det er misvisende og ærgerligt, hvis det hedder sig, at man som lærer eller pædagog for altid vil lave det samme. Man gør alt andet.

2) mange steder møder jeg ordet velfærdsuddannelse som fællesbetegnelse, og det forfladiger mangfoldigheden i mine ører. Der er forskel på at være pædagog, lærer, sygeplejer osv. Det er hver sin uddannelse med hver sin vigtige berettigelse, og det bør vi anerkende. Tal hver uddannelse op, i stedet for at tale dem alle ned.

Der er som sagt flere årsager, men jeg skriver ikke for at pege på noget eller nogen, jeg skriver for at vise en hensigt om at gøre noget. En hensigt om at tilpasse og ændre hvis vores medarbejdere har brug for noget andet, end vi leverer. En hensigt om, at vi skal forstå de unge i deres tilvalg og drømme om et meningsfuldt arbejds- og fritidsliv.

Vi skal slå ud med armene og vise hele paletten af, hvad et arbejdsliv med børn og unge kan bringe, og vi skal styrke den faglige stolthed og give den enkelte medarbejder plads til og lov til at være passioneret omkring sit fag og faglighed.

I det hele taget skal vi – både os som arbejdsgiver og os som samfund – give mere respekt til vores pædagoger og lærere, for det er, som nævnt, dem, der hver dag er med til at udvikle og udfordre, så børnene leger, fordyber sig fagligt og får et solidt grundlag for at trives i et godt og meningsfuldt liv sammen med andre.

Den kvikke læser vil vide, at jeg nu kunne komme med et par sætninger om, at vi allerede er i gang med flere tiltag og indsatser. Det er også rigtigt, og vi går ikke alene, for vi samarbejder nationalt og lokalt, blandt andet med uddannelsesinstitutionerne de faglige organisationer og vores nordjyske kollegaer - men det er for nemt sluppet omkring emnet, at sige, at vi allerede er i gang, for det er man jo altid.

Derfor vil jeg hellere sige, at vi skal gøre mere for, at man som ansat på børne- og ungeområdet får udnyttet sin faglighed og har rum til at udvikle sit job og sin faglige stolthed, uanset, om du er i samme stilling hele arbejdslivet, eller om du tager en ny retning.

Jobgaranti til jer, der kommer med erfaring fra noget andet

Her kommer så alligevel en del, som handler om, hvad vi allerede gør. For vi er i gang med noget spændende for de akademikere, som af den ene eller anden grund finder ud af, at børneområdet er deres rette vej. Vi sender lige straks en ansøgning afsted om i samarbejde med UCN at få oprettet en merituddannelse, hvor de studerende er i job, imens de uddanner sig til en af de mest meningsfulde stillinger, vi har, nemlig pædagog.

Gennem årene har vi set mange gange, at man på et tidspunkt i livet finder ud af, at man gerne vil lave et sporskifte, og for mange er det arbejdet med de yngste børn, der trækker. Der findes allerede merituddannelse for dem, som har et par års erfaring som pædagogmedhjælper, men i Nordjylland har vi nu – snart – også en for akademikere, og det er godt, for det er svært at sadle om, hvis man har etableret sig i livet med familie, faste udgifter og fitnessabonnement – og en uddannelse, der måske ikke ramte helt rigtigt.

Vi kan bruge alle, som gerne vil have et meningsfyldt job og arbejde for vores børn og unge. Om du har meget eller knap så meget livserfaring, og hvad din baggrund er, er ikke vigtigt. Det vigtige er, at du vil lave noget, der giver mening – og at vi kan hjælpe dig med at blive ved med at finde den mening i alle de år, du er ansat.

Vil du hjælpe?

Som sagt løser et debatindlæg ikke udfordringen, men den kan være et led i debatten, og så kan den række ud til dig, kære læser. For hvis du har en idé, et input eller lyst til at løse den udfordring, vi står overfor, så skriv til mig på startsnakken@aalborg.dk

Hvis I er mange, finder jeg et godt lokale og byder på en sodavand, så vi kan tage en god snak og lægge en plan sammen.

Så kære kommende studiestartere. Jeg lover, at vi brætter ærmerne endnu længere op for at løse vores del af opgaven, og så håber jeg, at det kan være med til at vise, at en uddannelse med børn og unge giver jer et meningsfuldt (arbejds)liv - uanset hvornår I vælger den vej.

Powered by Labrador CMS