Der er næsten andagtsstemning, når formanden for DLF's udviklingsprojekt, Astrid Schjødt Pedersen, takker den mindre skare af postkortrespondenter (Folkeskolennummer 13). På grund af at hovedstyrelsen ikke alvorligt nok er gået ind i diskussionen om muligheden for at få skabt forbindelse til hvert enkelt medlem, som Dafolo lovede ved fremlæggelsen af projektet, er disciplinen så indekserceret i hovedstyrelsen, at hun kan komme med en hvilken som helst undskyldning på vegne af hovedstyrelsen i forhold til udviklingsprojektets pinlige resultater.

Astrid Schjødt anfører en hel række undskyldninger for postkortfiaskoen. Et professionelt projektudviklingsfirma burde have kunnet tage højde for de undskyldninger, som hun remser op, og endelig må man også forvente af en ansvarlig hovedstyrelse, at den ville have stillet de fornødne kritiske spørgsmål til undersøgelsen for ikke at komme i den situation at risikere så meget og få så lidt tilbage. Noget tyder på, at en panikhandling førte til udviklingsprojektets igangsættelse, fordi medlemsstemningen var ødelagt med overenskomstindgåelsen, og noget måtte der foretages i forhold til den dystre tilstand i medlemsskaren, noget, der kunne synliggøre toppens ægte interesse for forandringer i arbejdsvilkårene for mange overenskomstramte medlemmer.

Astrid Schjødt har selv lagt dette svar frem ved at fortælle, at hun og hovedstyrelsen for længst har mødt de samme holdninger på åbne kurser, som postkortene meddeler, men hvis svarene allerede var kendt, hvorfor så bruge tid og penge på en kostbar undersøgelse? Og selv om firmaet lover kontakt til hvert enkelt medlem og forudsætter, at det er det konstruktive grundlag for undersøgelsen, så lyder det mere som en disciplinering af hovedstyrelsen, når hun fastslår, 'at udviklingsprojektet ikke kan vurderes på svarprocenten'. Det dyre projekt er altså i orden og bliver så netop godkendt på baggrund af antal svar. Andagtsfuldt, ikke!

Torben Thomsen

Aars