Jeg er glad for, at mine simple lommefilosofiske betragtninger over farisæisme og Attac udløste hele tre kritiske indlæg. Jeg er helt enig med Thomas Celinder, Niels Christian Ørsnes og Erik Bjerre Jensen i, at mit indlæg lige såvel kan læses som en kritisk udfordring til journalister, politiske redaktører og kommentatorer. Det er netop pointen og derfor, at jeg taler om det brede begreb 'intellektuelle', der også omfatter min egen profession. Og jeg finder jo netop, at der er brug for selvkritik i disse lag for at hindre farisæismen i at udvikle sig. Jeg beskriver i indlægget helt klart også mine egne anfægtelser.

Når Thomas Celinder polemisk anfører, at han har svært ved at se forskel på mig, Casper Christensen, Bengt Burg, Anders And, Big Brother, vejrudsigten, Hans Engell og hans kone, 'Lykkehjulet', 'Hvem vil være millionær?', Pernille Aamund, med flere, ja, så bedriver han imidlertid netop den arrogante form for åndshovmod, der er en vigtig bestanddel af farisæismen.

Det, han markerer sin afsky for og nedvurdering af, er fænomener, hvis mest udprægede fællestræk er en betydelig popularitet. Det er, som om popularitet og kommerciel succes i sig selv er suspekte kvaliteter. Det er foruroligende, hvis det (stadig) er et karakteristisk træk for dele af lærerkorpset at hengive sig til en fordomsfuld nedvurdering af fænomener, som optager og interesserer forældre til de børn, lærerne skal undervise, og en stor del af børnene med. B.T.'s læsere er blandt dagbladenes læserkorps karakteriseret ved at være sammensat stort set som befolkningen som helhed. Et typisk udsnit af befolkningen. Tænk at en dansk folkeskolelærer kan være så snæversynet arrogant, at han kan kalde disse læsere for 'analfabeter'! En usædvanlig klar illustration af, hvad jeg sigtede til med min 'Bagsmæk'.

Erik Meier Carlsen

politisk redaktør på dagbladet B.T.