Det afskrækker ikke skoleleder Bodil Bøgebjerg, at hun må blive på skolen, længe efter at lærerne er gået hjem. Men det chokerer hende, at lønnen ikke svarer til den mængde opgaver, hun skal løse.

'Jeg er vant til at arbejde 55-60 timer om ugen, men i de 15 år jeg havde min egen virksomhed, kunne jeg se udbyttet af min indsats på bankbogen. Det kan jeg ikke i dag', siger Bodil Bøgebjerg.

Sammen med sin mand drev hun et firma, der skaffede producenter af rideudstyr i Indien, Pakistan, Mexico og mange andre lande i kontakt med europæiske grossister. Men efter en skilsmisse solgte hun sin del af virksomheden på Sydfyn og flyttede til Vestsjælland, hvor hun vendte tilbage til folkeskolen som leder af Ruds-Vedby Skole i Dianalund Kommune.

'Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg er glad for mit arbejde, men glæden over at have indflydelse kan ikke bære lønnen i sig selv. Min omgangskreds er præget af ledere fra det private erhvervsliv, og de kommenterer min løn med store grin. De ville aldrig påtage sig et så krævende job til 325.000 kroner om året', siger Bodil Bøgebjerg, der begyndte i jobbet den 3. januar sidste år.

Alene på grund af lønnen ryster hun på hovedet, hver gang nogle foreslår, at kommunerne skal have lov at hente skoleledere ind fra andre erhverv.

'Med den løn kan de kun tiltrække folk, der har svært ved at klare sig i det private erhvervsliv, og det er ikke ligefrem ukvalificerede ledere, folkeskolen har brug for, hvis Danmark skal udvikle sig til at blive et internationalt mekka for viden og uddannelse', siger hun.

600.000 i årsløn

Selv har hun god gavn af den indsigt i ledelse, hun har skaffet sig gennem arbejdet i sit firma. Men hun understreger, at det er ubetinget nødvendigt med en læreruddannelse for at forstå de særlige hensyn, man er nødt til at tage som skoleleder.

'Som leder skal jeg være i stand til at give lærerne den vejledning, der gør, at de kan få deres dagligdag til at hænge sammen. Jeg skal kunne gå lige ind i en klasse og lynhurtigt danne mig et overblik over det puslespil, læreren er ved at lægge. Samtidig skal jeg vurdere, hvordan børnene er. Ud fra det skal jeg kunne stille de spørgsmål, der kan skabe nye handlemuligheder for læreren. Alt det kan jeg kun, fordi jeg selv har erfaring med at undervise'.

Også her kan hun spejle sig i sin private omgangskreds og se, at der er forskel på at være leder i erhvervslivet og i folkeskolen. For eksempel hvis en elev volder problemer.

'Det er mit princip, at børnene skal lære, at de ikke må gøre hinanden kede af det med vilje. Hvis én af eleverne så bliver ved med at drille de andre, må jeg tale med ham om det, indtil han lærer at lade være. Den private erhvervsleder vil typisk råde mig til at smide ham ud af skolen, for ellers er han et problem for mig, indtil han går ud af 10. klasse. Det er en logisk måde at argumentere på for en leder, som fokuserer mere på sit produkt end på sine medarbejdere. Men hvis jeg smed drengen ud af skolen, ville jeg gøre ham ked af det, og så er vi lige vidt', siger Bodil Bøgebjerg.

Hun foreslår, at kommunerne tilbyder skolelederne en årsløn på 600.000 kroner. Så kunne de tiltrække mange kvalificerede ansøgere.

'Mange af ansøgningerne ville sandsynligvis komme fra lærere i det private erhvervsliv. Dengang jeg forlod folkeskolen, løb jeg ikke skrigende bort. Det var alene for at prøve noget nyt. Sådan havde mange andre det formentlig også. Hvis lønnen er den rigtige, undgår vi også alle de beklagelser og frustrationer, vi hører fra skoleledere i dag. Med en årsløn på 600.000 kroner vil ingen være i tvivl om, at arbejdet har førsteprioritet', siger Bodil Bøgebjerg, der mener, at Danmarks Lærerforening må påtage sig sin del af ansvaret for den ringe løn.

'DLF signalerer gang på gang, at den forstår min hårdt pressede arbejdssituation. I stedet kunne DLF passende bruge kræfterne på at forklare kommunerne, at det har sin pris, hvis de vil have ledere med pædagogisk indsigt, administrativ kunnen og evner til at udvikle personalet. Dertil kommer mod, ansvar og dømmekraft'.

En afgørende drivkraft

Med den svada kan det undre, at den tidligere forretningskvinde selv har påtaget sig et job som skoleleder for 18 lærere og 195 elever. For der er ikke tale om en re-trætepost, understreger hun.

'Jeg har tit sagt, at vi kan lave verdens bedste skole i Danmark. Det kom jeg i tanke om, da jeg skulle se mig om efter et andet arbejde', siger den 50-årige skoleleder, der har holdt forbindelsen til folkeskolen ved lige som formand for skolebestyrelsen på Thurø Skole i Svendborg gennem otte år.

Bodil Bøgebjerg opfatter sig selv som den afgørende drivkraft for, at Ruds-Vedby Skole udvikler sig til en bedre skole. I hendes øjne er det en skole, hvor eleverne oplever succes, så de kan føle sig trygge. Derfor satte Bodil Bøgebjerg sig for at bruge det første år på at gøre lærerne mere bevidste om, hvordan mennesket indsamler viden og får gavn af den.

Hun delte lærerne op i grupper, som hver fik et halvt år til at løse en konkret opgave. For eksempel skulle fire matematik- og fysiklærere finde ud af, hvordan de ville lære deres kolleger hollandsk, mens fire sproglærere skulle undervise i, hvordan man analyserer sin hud og laver sin egen creme.

'Mens sproglærerne skabte et sublimt forløb med arbejdende værksteder, valgte 'hollænderne' en gammeldags gloseindlæring. I løbet af fire minutter havde de tabt os alle sammen, for vi følte, at vi udelukkende sad der for deres skyld. Men de lagde grunden til en god debat om, hvorfor nogle børn bliver urolige', fortæller Bodil Bøgebjerg.

Det er hendes mål at indrette skolen, så lærerne bedre kan tage udgangspunkt i den enkelte elev. Derfor skal de undervise eleverne på tværs af årgangene.

'Vi skal bort fra den tankegang, at børn skal lære noget bestemt, fordi de tilfældigvis er syv år. En elev oplever succes i skolen, hvis han får lov at vente med at lære at læse og skrive, til han er parat til det. Men det stiller store krav til lærerne, som skal være meget bevidste om, hvad eleven kan, og hvordan og hvornår han skal videre'.

Kasket signalerer leder

Bodil Bøgebjerg brænder så meget for sin idé, at hun ikke accepterer, at lærerne først siger ja, når de snakker med hende, og derefter går ind til kollegerne på lærerværelset og fortæller, at hun kan rende og hoppe.

'Det har jeg fortalt dem så klart og tydeligt, at nogle af dem kom ind på mit kontor og advarede mig mod at fare for kraftigt frem'.

Den slags ryster ikke Bodil Bøgebjerg.

'For mig har det ikke noget med ledelse at gøre, hvis jeg blot skal lægge skema og arbejdsfordele skolens aktiviteter. Jeg er her for at få folkeskoleloven til at fungere, og det kræver, at jeg ifører mig den kastet, der signalerer, at jeg ved, hvilken vej skolen skal gå, og hvordan personalet skal udvikle sig. Jeg værdsætter i høj grad, at lærerne bliver på skolen om eftermiddagen for at få en hyggelig snak med mig. Men de skal hele tiden fornemme, at jeg er stedets naturlige leder med de kollegiale begrænsninger, det fører med sig'.

Det fik nogle af de kritiske lærere til at spørge, om hendes mål var, at de søgte væk. Det svarede hun nej til.

'Det er min opgave at få folkeskoleloven til at fungere, og det kræver, at lærerne har et fælles mål. Men det var op til dem selv at afgøre, om de ville være med på mine betingelser eller ej'.

Omkring en tredjedel af skolens lærere valgte at stå af. Det er Bodil Bøgebjerg ikke ked af, selv om hun godt er klar over, at hun ikke kan udvikle skolen alene.

'Jeg har været heldig. De lærere, der er tilbage, brænder for skolen. Resten har jeg selv ansat, og jeg har haft mange at vælge imellem. Da vi for nylig søgte nye lærere, forsøgte jeg at 'skræmme' alle, der ringede, fra at søge ved at fortælle dem om den vej, vi går; om at jeg vejleder og rådgiver lærerne, men at det er deres opgave at få den nye form for undervisning til at fungere til daglig. Alligevel fik vi 24 højt kvalificerede ansøgere'.

Et andet af hendes pejlemærker er at give medarbejderne troen på, at de kan magte den opgave, hun stiller dem. Det har hun gode erfaringer med fra sin tid som selverhvervende.

'Nok havde de indiske, pakistanske og mexicanske leverandører af rideudstyr selvværd. Men i forhold til de europæiske grossister var deres selvtillid så lille, at de knap nok turde sætte sig hen til dem ved forhandlingsbordet. Kun ved at få dem til at tro på kvaliteten af deres egne produkter lykkedes det at få dem til at holde fast i, at de skulle have en anstændig pris for deres varer'.-Henrik Stanek er freelancejournalist

Som leder skal jeg være i stand til at give lærerne den vejledning, der gør, at de kan få deres dagligdag til at hænge sammen