Debat

Børn lærer jo altid noget

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Under denne overskrift har Erik Sigsgaard begået en 'Bagsmæk' i Folkeskolen nummer 6.

Han beskriver meget overfladisk de ydre udtryk i tre former for børnehaveklasser, 'han har hørt om', uden at gå nærmere ind i indholdet.

Jeg ville nødig sætte hverken børnehaveklasse eller børnehave - som jo er alternativet til børnehaveklasse - på så skematisk en formel, men blot konstatere, at børn lærer mest, når det, der foregår, er meningsskabende. Det vil sige, når indholdet i samværet er defineret i fællesskab mellem børnegruppen og den voksne, og når vi voksne udfordrer barnet til at gå ind i et nyt rum, som det måske ikke vidste fandtes, og hvor entréen i det nye rum giver barnet en oplevelse og dermed en ny erkendelse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Når det handler om at bemægtige sig skolens rum ved et øget kendskab til skolens kultur, kendskab til de andre klasser, fløjsamlinger, venskabsklasserelationer, samordnet skolestart, så læres det bedst inden for skolens rammer. I børnehaveklassen. Når det handler om at bygge et fællesskab op omkring klassens børn og forældre, så sker det også bedst igennem en værdibasering af arbejdet med børn og forældre allerede i børnehaveklassen.

Erik Sigsgaard vil nok synes, at det lige så godt kunne ske i første klasse, men når nu udviklingen i Danmark har vist, at langt over 95 procent har valgt børnehaveklassen som indgangen til skolen, så må man vel konkludere, at det er værdifuldt, at man har et helt år til at dyrke den sociale dimension i klassen og til at udvikle det enkelte barns selvværd, selvstændighed og sociale og sproglige kompetence, så at man i første klasse kan bygge videre på det arbejde, der er sket i børnehaveklassen.

Jeg har læst den forenklede udgave af børnehaveklasse, der beskrives i din bog, men på landsplan er den ikke interessant, og du anser den vel heller næppe dækkende for landets børnehaveklasser.

Din bekymring omkring indholdet i børnehaveklassen, hvis den gøres obligatorisk, kan jeg kun dele.

Jeg håber naturligvis, at politikerne vil have øje for de værdifulde landvindinger, der er sket gennem de mere end 30 år, børnehaveklassen har eksisteret, og bevare det indhold, som jeg ovenfor har gjort mig til talsmand for.

Jeg synes nemlig ikke, at det eneste vigtige i børnehaveklassen er, om barnet lærer tal og bogstaver. En legende tilgang til sproget og matematikken er lige så væsentlig som de nævnte andre faktorer, men legen med sproget og tallene må ikke erstattes af formaliseret indlæring af tal og bogstaver et år tidligere.

Ellers vil det være ærgerligt for Danmarks børn.

Lise Buhr

formand for Børnehaveklasseforeningen