Debat

Den rette tro er afgørende

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Først en trivialitet: Nye lærere er pressede på alle fronter. Det har nye lærere nu altid været. Dernæst følger et stykke skrækprofeti: Uden et tilbud om faglig dialog falder de tilbage til en gammeldags skole- og lærerkultur. Altså, når nye lærere møder folkeskolelovens undervisningshæmmende virkninger i det praktiske skolearbejde, truer den sunde fornuft med at overmande dem. Og de fristes over evne til et henfald til tider, hvor undervisning og faglig viden var i højsædet. Og det skal så anses for den rene kynisme. At optræde hensigtsmæssigt og kynisk børnevenligt på trods af lovens dybe hensigt om den fordummende ensgørelse er et usvigeligt tegn på, at de unge lærere er henfaldet i en forkalket alderdom før tiden. Og alt denne elendighed må forebygges med pågående tilbud om faglig dialog. Det kunne med god mening være det, lektor Martin Jørgensen udtrykker i Folkeskolen nummer 5. For er det måske ikke lovens undervisningshæmmende effekt, der forstærker Dortes fortrædeligheder i skolen som lærer. Nye lærere skal lære at forholde sig analytisk til deres undervisningshæmmende arbejde. Men loven forholder man sig ikke analytisk til. Loven er dogmefast tabubelagt. Og det betyder, at de skal lære, at lovens fortræffeligheder kun erkendes gennem en indoktrineret opbyggelig tro på, at sort er hvidt. Skolerne, kollegerne eller seminarierne må tilbyde et 'rum for daglig dialog', så virkeligheden ikke overmander de nye lærere, men hvor en lighedsideologisk rettroenhed danner den naturlige baggrund for tematiseringer af deres erfaringer. Så skal det nok gå alt sammen.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler