Haslev vil oprette kort læreruddannelse

Haslev Seminarium vil med en toårig læreruddannelse uddanne folk over 35 år til lærere

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

nHvis du er over 35 år, har studentereksamen eller lignende og lyst til at blive lærer, men ikke lige har mulighed for at læse i fire år, så er Haslev måske noget for dig.

Sådan kunne man forestille sig, at der bliver annonceret, hvis Haslev Seminarium får en ansøgning igennem om at oprette en speciel toårig læreruddannelse.

Rektor på Haslev Seminarium, Finn Erik Larsen, har ansøgt Undervisningsministeriet om at oprette særuddannelsen allerede med start fra august i år.

'Nogle mener, at man ikke skal lave en discountuddannelse. Jeg mener, at det handler om det modsatte', siger Finn Erik Larsen.

'Folkeskolen er i visse områder af Danmark så presset, at man allerede nu har mange ansatte, der overhovedet ingen læreruddannelse har. Jeg ønsker ikke, at mine børnebørn skal undervises af nogen, der slet ikke er uddannet, så det handler om at komme fra ingen uddannelse til noget bedre', siger han.

Uddannelsen skal indeholde to liniefag i stedet for fire og derudover almen didaktik med pædagogik, psykologi, skolen i samfundet og praktik. De to liniefag skal udbydes efter, hvilke fag der er mest brug for i folkeskolen.

'Den har alle de grundlæggende elementer fra læreruddannelsen, men den bygger på en generel meritvurdering, så det er folk med forskellige kompetencer, vi går ind og uddanner til lærere ved et kortere forløb. Vi har sat 35 år som grænse, og det er simpelthen for at kalde nogle ressourcer frem hos folk, som er inde i nogle erhverv, der ikke er fremtidsrettede mere', siger Finn Erik Larsen.

Ansøgningen skulle behandles på et møde i Seminarierådet fredag den 9. marts, men ifølge specialkonsulent i Undervisningsministeriet Gerhard Jaspersen blev ansøgningen stillet i bero, fordi der er noget mere generelt på vej i Rektorforsamlingen.

'Rektorforsamlingen har inviteret til en lukket høring, hvor vi skal se på, om der er et problem med lærermangel, og i så fald hvad vi skal gøre ved det. Og i lyset af det, har man ment, at det ikke er lige nu, man skal køre ud med, at en enkelt institution gør noget', siger Gerhard Jaspersen.

Ifølge rektor for Holbæk Seminarium, Knud Munksgaard, har Rektorforsamlingen ikke et konkret forslag på vej. Han sidder i et undervisningsudvalg under Rektorforsamlingen, der har kigget på, hvorvidt der er et reelt problem med lærermanglen.

'Arbejdsgruppen har leget med nogle modeller for en kortere læreruddannelse, men vi har helt klart sagt, at vi ikke vil komme ud med noget, før det er afklaret mellem DLF, KL og ministeriet. Vi har ikke noget ønske om at gøre noget, før vi ved, om der er et behov'.

Finn Erik Larsen er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at der er et behov.

'En stor kommune som Slagelse ansatte 38 lærere sidste sommer, og de 16 af dem er ikke uddannede.

Skolerne rundt omkring siger, at vi skal endelig gøre det, for de mangler lærere, og vi får mange opringninger fra folk, der er interesserede i en særuddannelse, fordi de arbejder som vikarer, men synes, at de mangler noget'.-

Haslevs forslag:

Uddannelsen varer to år:

Første liniefag0,50 årsværkAndet liniefag0,50 årsværkAlmen didaktik med pædagogik, psykologi og skolen i samfundet0,65 årsværkPraktik0,35 årsværk

Uddannelsen forudsætter, at ansøgeren:

I princippet har en alder på 35 år

Har studentereksamen, HF-eksamen i relevante fag eller andre studierelevante forudsætninger, som viser, at ansøgeren har uddannet sig på et niveau, der giver en vis sproglig baggrund, en vis indsigt i kultur og samfundsforhold og en vis erfaring inden for undervisning, vejledning eller formidling.

Ansøgere med en højere, for folkeskolen undervisningsrelevant fageksamen (bachelorer, cand.mag.er eller lignende) samt ansøgere med en udenlandsk lærereksamen kan optages på uddannelsen på særlige vilkår.