Debat

Der lyttes og handles

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gert Vinkel efterlyser i Folkeskolen nummer 5 konkrete handlinger fra hovedstyrelsens side om uheldige konsekvenser for lærere med mange undervisningstimer.

Jeg - der også hele tiden har været skeptisk i forhold til arbejdstidsaftalen - tør sige, at der rent faktisk både lyttes og handles i forhold til denne problemstilling.

Der blev, som det også er refereret i Folkeskolenpå kongressen, givet tilsagn om at tage kontakt til Kommunernes Landsforening, KL, hvis der viste sig forhold, som måtte rettes op. Der vil blive taget kontakt til KL!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg ved ikke, om jeg opfattes som en del af 'den magthavende fløj i hovedstyrelsen', men jeg har som formand for fagligt udvalg oplevet, at det hele vejen rundt er erkendt, at netop problemet med lærere med mange undervisningstimer skal der tages konkret fat på.

Fagligt udvalg har således i enighed indstillet en konkret plan for det videre arbejde. Hovedstyrelsen var da også meget enig i de rejste temaer. Allerforrest står i øvrigt temaet: 'Lærere med mange undervisningstimer'.

Der er udarbejdet handleplaner, der medfører, at alle, såvel centralt som i kredsene og på den enkelte skole, bliver bedre klædt på til at rette op på uhensigtsmæssigheder.

For at bedre arbejdsfordelingen for næste skoleår er landets tillidsrepræsentanter i øjeblikket på kursus, hvor netop principper for arbejdsfordeling og handlemuligheder i forhold til problemstillingen er et hovedindhold.

Jeg synes, at det er vigtigt, at du også siger det til tillidsrepræsentanten, hvis der er forhold på din skole, der skal rettes på inden næste skoleår. Med den ny arbejdstidsaftale er det nemlig også helt nødvendigt, at tingene gennemdiskuteres, når der planlægges på den enkelte skole. På skolen ligger der også indflydelses- og handlemuligheder, som skal bruges.

Jeg skriver ikke dette for at skubbe bolden videre, men som en opfordring til, at vi trækker på samme hammel om et problem, der skal gøres noget ved.

Jon Kowalczyk

formand for DLF's faglige udvalg