Det, de kalder kommunikation,/ hedder: at tale sammen./Forstår du ikke deres sprog,/så rejs dig op og sig det./Lad dem ikke skubbe dig længere bort./Tal selv til mennesker,/du henvender dig til, /på et sprog, de forstår./Forstår de dig ikke, er fejlen din./Da må du begynde forfra./Ellers når vi ikke videre.

Carl Scharnberg.

Når jeg taler til mine elever, har jeg dette fortrinlige digt af Scharnberg i baghovedet. Da jeg nu to gange har skrevet til min fagforeningsformand, har jeg haft det i baghovedet, men et eller andet sted i kommunikationen går det åbenbart galt. For enten har Anni Herfort ikke forstået mig, eller også forstår jeg ikke det sprog, der tales i hovedstyrelsen. Jeg har fået flere henvendelser fra kolleger, der heller ikke synes at forstå hovedstyrelsessproget, for de synes heller ikke, at svarene er særlig præcise. Det eneste præcise, der har været, er, at den aftale, I har fået lavet med nogle formuleringer, som I nødig vil præcisere, skal vi nu ude på skolerne sidde og få afklaret. Men jeg vil da medgive, at det er taktisk smart at formulere sig på den måde, for så kan man jo ikke stilles til regnskab hverken for meninger eller holdninger, da de tilsyneladende heller ikke er der!

Om problemstillingen vedrørende aflastningen af kravene til individuel forberedelse skrev Anni Herfort i Folkeskolennummer 47, at det skal der arbejdes med både centralt og lokalt. Er man i et af udvalgene gået i gang, og hvornår bliver det muligt for vi andre at få indblik i det arbejde?

Karin Skouboe

Randers