Debat

En spændende arbejdsplads

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Vibeke Rølling. I dit indlæg i Folkeskolennummer 48 berører du en vigtig problematik angående de nyuddannedes 'flugt' fra folkeskolen. Jeg har selv kortvarigt undervist på seminariet og ofte været praktiklærer.

Praktiklærere falder af og til for 'fristelsen' til at øse ud af deres eventuelle frustrationer vedrørende det daglige arbejde over for et hold opmærksomt lyttende lærerstuderende. Det er vel meget menneskeligt, men ikke nogen frugtbar indgangsvinkel til lærerarbejdet. I stedet bør praktiklærerne huske på deres ansvar som faglige og pædagogiske vejledere, og de værdifulde, personlige erfaringer, man gør sig som lærer, skal selvfølgelig sættes ind i en sådan almengyldig, faglig ramme.

Du efterlyser udmeldinger fra os erfarne blandt andet om fornøjelserne ved arbejdet som lærer. Jeg vil gerne slå et slag for skolen som en spændende arbejdsplads. Den har og bør altid have samfundets udelte opmærksomhed. Skolen er en vigtig samfundsinstitution, og lærernes rolle er følgelig mindst lige så vigtig.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En dermatolog, der havde taget den medicinske doktorgrad, sagde engang til mig: 'Jeg er i samfundets øjne noget fint. Samfundet giver mig en høj løn og en fin titel. Du er skolelærer og har hver dag ansvar for undervisning og opdragelse - blandt andet den demokratiske - af de børn, der skal tage over efter os to. Jeg sidder hver dag og kigger på folks vorter og hududslet. Hvilken af vore arbejdsindsatser tror du har størst betydning for eftertiden?'

Skolen og lærerne er konstant i søgelyset. Det er en udfordring og en vigtig forudsætning for, at skolen og dens lærere ikke går i stå. Det bliver først bekymrende, hvis ingen interesserer sig for skolen og den kommende generations opdragelse og undervisning.

Som (kommende) lærer befinder du dig så at sige altid midt i en skolepolitisk orkan. Og - bevares - det kan da være turbulent, men kedeligt. . .?! Aldrig!

I et TV2-indslag udtalte nogle lærerstuderende, at de ikke ville ud at undervise børn. Da jeg underviste på seminariet, kom den holdning også bag på mig. Det er paradoksalt, at man vælger en uddannelse, der sigter på at arbejde med børn, men slet ikke ønsker det. Flere studerende nævnte, at seminarielærerne jævnligt beroligede de studerende med argumentet: Tag det roligt, med læreruddannelsen kan du blive så meget andet! Seminarielærerne fastholdt dem altså i ønsket om ikke at blive lærere i stedet for at opmuntre dem til deres kommende lærergerning!

Kan det hænge sammen med, at en del seminarielærere har en akademisk baggrund og kun kender det praktiske skolearbejde perifert? Der er vist også en del seminarielærere, der har skyndt sig at tage en videreuddannelse for at slippe væk fra skolen. Det er jo heller ikke det bedste udgangspunkt til formidling af inspiration og opmuntring vedrørende lærerjobbet!

Endelig lidt om din kritik af de ældre kolleger i skolen, der ikke tager sig af de nye: 'Hvor er kollegerne henne, når en ny lærer føler sig trængt?', spørger du blandt andet.

Jeg håber sandelig, at kollegerne (og skolens ledelse) kommer 'på banen', hvis en ny lærer føler sig trængt (jeg forudsætter selvfølgelig, at der er meldt klart ud om problemerne), og jeg håber, at der altid bliver taget godt imod nye kolleger, og at 'vi gamle' altid står til rådighed med råd og vejledning i stort og småt. Det er også mit indtryk, at det forholder sig sådan rundt om på skolerne.

Det vægtigste argument for at blive lærer: Det er sjovt, spændende, dejligt, irriterende, ærgerligt, opmuntrende, livsbekræftende og aldrig kedeligt at arbejde med børn!

Vi glæder os til at se dig i folkeskolen.

Sven Hylleberg

Strandvejsskolen, København