Debat

Åben døren til dit klasseværelse! Vi tager intet fra dig og dine kolleger

Nærmer brugen af frivillige skolevenner i folkeskolen sig social dumping? - således som lærer Stina Egedius Miller skriver i Skoleliv (Politiken). http://skoleliv.dk/7407833

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nej, Stina Egedius Miller – skolevenner er ikke social dumping, som du skriver i dit indlæg på Skoleliv d. 2. oktober, men civilsamfundets meningsfulde bidrag til opretholdelsen af det danske velfærdssamfunds sande værdier: deltagelse, tid, omsorg og fællesskab, som ikke kan købes for penge. Her kommer civilsamfundets engagement nu også Danmarks vigtigste kulturinstitution folkeskolen til gode.  

Vi kan lige så godt se i øjnene, at samfundet ikke kan honorere den ultimative velfærd ved fx at stille det til enhver tid ønskværdige antal fagprofessionelle personale til rådighed for skolerne, dels fordi ønskerne overstiger de økonomiske midler samfundet har til rådighed, dels fordi købte goder ikke altid bringer lykke og velfærd. Vær realistisk: Der kommer hverken flere eller færre lærere, fordi din skole har nogle skolevenner, der kommer og giver en hånd med 2 - 4 timer èn gang om ugen.

En skoleven er et supplement til lærernes undervisning og giver en hjælpende hånd dèr, hvor læreren har brug for det. Som udgangspunkt skal skolevennernes indsats foregå således, at enhver aktivitet, de deltager i, skal kunne gennemføres uden deres medvirken – og dermed ”ikke som nødvendig ubetalt arbejdskraft”, men netop som krydderiet på din indsats.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

En skoleven må ikke bruges som vikar eller stå alene med eleverne. I så fald ville skolevennen pådrage sig ansvaret for klasserumsledelsen, som alene påhviler læreren, lige som timens didaktiske og pædagogiske indhold udelukkende er lærernes ansvar.

Skolevenner viger ikke tilbage for at påtage sig praktisk arbejde som fx kopiering mv. Også det giver nemlig mening – ligesom rengøringspersonalets arbejde er særdeles meningsfuldt set i den store sammenhæng!

Skolevenner åbner skolen mod lokalsamfundet, sådan som skolelovgivningen anbefaler, og skaber samtidig et generationsmøde, fordi de oftest er pensionister med lang og anden erhvervs- og livserfaring end lærernes. Skolevennerne kommer med tid, omsorg og nærhed og øger chancerne for, at eleverne bliver ”set og hørt” og dermed får gode relationer til voksne i skolen, hvilket er et vigtigt parameter for elevernes trivsel og dermed indlæringsparathed.

 Skolevenner har vist sig at være de bedste ambassadører for folkeskolen, fordi de får et førstehånds indblik i skolens mangfoldighed og lærernes arbejdsindsats, som er anderledes positivt end det dystopiske billede af folkeskolen, som medierne ofte maler. Lærerne har gennem generationer været ”enelærere” og kun lukket kolleger ind. Åben døren ind til jeres klasselokaler og vis omverdenen jeres store og vigtige arbejde. I har grund til at være stolte af jeres indsats. Lad jer ikke skræmme ved tanken om at lukke skolevenner ind. De er mennesker, der vil eleverne og skolen og ønsker at gøre en positiv forskel.

Kære Stina! Du indrømmer selv at have haft rigtig stor fornøjelse af samarbejdet med skolevennerne på din egen skole.  Du skriver oven i købet: ”Skolevennerne på min skole er søde, empatiske og dygtige kræfter. Jeg håber, at vi til næste år kan have dem med i undervisningen som ekstra krydderi”.  Hvorfor så alle dine bekymringer. Skolevenner tager ikke noget fra dig og dine kolleger – de giver dig tværtimod tid, så du bliver en bedre lærer for dine elever.

En skoleven er ikke en lærer og kan og skal ikke erstatte de fagprofessionelle i skolen, men er netop det krydderi, der skaber rum til, at lærerne kan bringe deres faglighed i spil og dermed løfte deres kærneopgave: at undervise og danne.