Debat

FødevareBanken bekæmper madspild - og gør børn mætte og læringsparate

Mistænkeliggørelsen af FødevareBanken har ikke bund i virkeligheden.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På folkeskolen.dk/debat retter adjunkt Dorte Ruge et kraftigt angreb på FødevareBanken og specifikt de morgenmadsklubber, hvor vi leverer mad til skoler i områder, hvor en del børn kommer i skole uden at have spist hjemmefra.

Misinformationen står i kø i indlægget - så lad mig her forhåbentlig rette op på et par af de grelleste:

Dorte Ruge omtaler konsekvent FødevareBanken som en ’virksomhed’ og taler virksomhedssprog og om produkter og brands. Det Dorte Ruge helt undlader at nævne er, at vi er en non-profit ngo, der ved hjælp af over 250 frivillige og et mindre sekretariat, sørger for at overskudsmad i industrien, der intet fejler, bliver formidlet og omsat til måltider til nogle af vores svageste medborgere såsom hjemløse, voldsramte kvinder og altså også børn i skoler i udsatte områder.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

En anden ting Dorte Ruge helt glemmer at lægge vægt på, er at hele grunden til at FødevareBanken findes er, at der i DK smides over 700.000 tons mad ud hver eneste år. Det er mad, der som sagt intet fejler, men som på grund af fejl på etiketten, kort dato, skade på pakningen eller andet, ikke kan sælges og som fødevarevirksomheder derfor donerer til os – uden beregning. Vi sørger for at køre 3,5 tons mad ud hver eneste dag, svarende til 2.700 måltider over hele Danmark. Mad der ellers ville være blevet smidt ud.

Det virker også som om Dorte Ruge tror, at vi får maden fra supermarkederne? Men når varerne ikke har mere liv i supermarkederne, kan de ofte ikke bruges og slet ikke videredistribueres. Derfor modtager FødevareBanken maden primært direkte fra producenten eller grossister.

Forestillingen om, at TV2 gav reklameplads til mælk fra ’Egelykke Mejeri’ fra Netto og til mælk fra ’COOP’ i forbindelse med et indslag om morgenmad til skoler i Vordingborg, er grebet ud af luften og tyder på en helt grundlæggende mangel på forståelse, for hvordan medier, reklamekampagner etc. virker.

Når det så er sagt, er vi helt afhængig af kendskab og omtale. Vores løsning er ’dyr’, fordi vi taler stor skala og meget høj fødevaresikkerhed (Elitesmiley). Derfor er vi afhængig af at både donorer, brugere, fonde og politikere kender til vores virke og vil støtte os på hver deres måde.

Jeg er fuldstændig enig i, at der er en stigende social ulighed i samfundet og at det er årsag til, at mange børn kommer sultne i skole. Man kan så  have den holdning, at det er forældrenes, skolens, kommunens eller statens opgave. Det tager vi ikke stilling til.

Vi forholder os til, at der er et behov og at vi kan gøre noget ved det. Og vi synes ikke vi har tid til at vente på, at der kommer en ensartet løsning for alle  - alt imens mad smides ud og børn kommer sultne i skole.

Vi har netop startet levering op til syv skoler i Vordingborg og senere på efteråret bliver det Kalundborg. Så tro mig behovet er der og vi må gøre noget.

Henrik Christensen, der er pædagogisk leder på en af de skoler, vi leverer mad til, Eskilstrup, dækker holdningen på de skoler, vi leverer til meget godt:

”Vi er en af de skoler, der modtager mad fra FødevareBanken simpelthen fordi vi kan se, at der er et behov. Mellem 10-20% af vores elever kommer i skole uden at have spist hjemmefra. Udover helt nødvendig mad, der forbedrer elevernes indlæring, betyder morgenmaden også roligere morgener og en styrket fælleskabsfølelse. Fik vi ikke maden fra FødevareBanken, ville vi ganske enkelt ikke have råd til at tilbyde det. Hertil kommer, at hele ideen om at det er madspild giver anledning til mange gode snakke med eleverne om madspild, klima, madkvalitet etc. Så der er også et dannelsesaspekt i det,” siger Henrik Kristensen, Pædagogisk Leder, Eskilstrup Skole

Jeg kan se, at Dorte Ruge er dybt involveret i det sympatiske projekt lomaskolemad.dk. Måske er det denne interesse, for et projekt, der også arbejder for skolemad, der gør, at hun ikke formår at se FødevareBankens arbejde i det rette lys? Men lad mig slutte med at invitere Dorte Ruge på et besøg hos FødevareBanken. Vi har afdelinger i Kbh., Kolding og Aarhus. Så kan du med egne øjne se, hvor meget mening det giver at forvandle madoverskud til måltider for dem, der har allermest brug for det.