Åbent brev til Peter Hess-Nielsen. Hans Houmøller efterlyser i Folkeskolennummer 44 bud fra 'nye hovedstyrelsesmedlemmer' om skolestarten. Du tilgiver mig nok, Hans Houmøller, når jeg 'som gammel' blander mig i debatten.

Kære Peter Hess. Du ønsker ikke at påtage dig ansvar for det arbejde, der førte til den vedtagne skolestartspolitik, men som nuværende hovedstyrelsesmedlem må du være med til at løse de problemer, der er i den forbindelse, og det undrer mig, at du nærmest kaster håndklædet i ringen og giver fortabt - det ligner da ikke dig.

Jeg tillader mig at ridse historien lidt op. For fem år siden havde stort set alle andre end DLF et bud på, hvordan skolestarten skulle se ud. Derfor synes jeg, at det var i sidste øjeblik, da jeg efter 25 år som børnehaveklasseleder oplevede min fagforening tage politisk stilling til skolestarten. Det blev gjort via fire fokuspunkter: 1. Undervisning er folkeskolens centrale aktivitet. 2. De pædagoger, der underviser i skolestarten, skal være skolestartspædagoger/børnehaveklasseledere. 3. Samarbejdet mellem de personer, der har ansvaret for børnenes hverdag, skal kvalificeres og struktureres. 4. Der skal være forskel på skole og fritid.

Tidshorisonten taget i betragtning ville en medlemsdebat have givet blandt andet BUPL, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, et endnu større forspring i forhold til bud på skolestarten, så derfor valgte hovedstyrelsen en anden fremgangsmåde: Via en arbejdsgruppe blev forslag til politik forelagt kredsformændene og senere udsendt til samtlige kredse og tillidsrepræsentanter. Det skete hverken i hemmelighed eller bag lukkede døre. Og ja! Det er formuleret så bredt, at alle kan gå ind for det, ellers havde det næppe været brugbart.

Kun få fagforeninger har dog magt, som de har agt, og politik er kun ord på papir, hvis ikke der er handling bag. Næste skridt blev derfor forslag til strategi og handleplan. Det indebar, at alle hovedstyrelsesmedlemmer skulle ud til tre-fem kredse og debattere politikken. Kredsens opgave var efterfølgende at holde møde med tillidsrepræsentanter, skoleledere og medlemmer, så alle led i foreningen fik mulighed for at finde lokale løsninger.

Denne strategi burde have været diskuteret på kongressen i 1999, men spørgsmålet er, om det havde givet et andet resultat.

På Kongres 2000 var der god tid til debat, og jeg er stadig forundret over, at det førte til en præcisering af DLF's skolestartspolitik med henblik på afgrænsning af børnehaveklasseledernes funktions- og arbejdsfelt i stedet for at forholde sig til den situation, som blandt andre Hans Houmøller henviser til i Folkeskolennummer 44. Men det var tilsyneladende det, de kongresdelegerede fandt vigtigst. For mig tyder det på, at der blandt alle led i foreningen er manglende kendskab, forståelse eller uenighed i forhold til politik og strategi, ligesom manglende kendskab til lokale forhold, mål og midler gør sig gældende. Det problem skal vi løse i fællesskab, og det skal gå stærkt.

Jeg er parat til at tage en tørn, og det håber jeg også, at du er, Peter. Vi ses i pædagogisk udvalg.