Debat

Nyttige oplysninger

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er selvfølgelig glad for den pludselige interesse, formanden for Vesthimmerlands Lærerkreds, Søren Eriksen, udviser - lidt for sent - for min sag omkring forringelserne af mine arbejdstidsforhold i min nye aktivitetsplan for 2000/01. Men opgaven med at løse problemet har han jo videresendt fra kredsen til min skoleinspektør og tillidsmand på Nibe Skole!

I Folkeskolennummer 45 ('Lokalt svar efterlyses') gør jeg blot rede for, hvor min sag omkring udmøntningen af Overenskomst 99 i min aktivitetsplan for 2000 i øjeblikket står.

Da jeg skriftligt (26. juni 2000: 'Der er noget, jeg ikke forstår ved den nye overenskomst' - tidligere refereret i Folkeskolen) henvendte mig til min skoleinspektør, tillidsmand og Søren Eriksen, formand for Vesthimmerlands Lærerkreds, blev jeg ikke - mod anstændig forventning - kontaktet af hverken en 'bekymret' lokal kredsformand, skoleinspektør eller tillidsmand!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Først da jeg mundtligt beder tillidsmanden og skoleinspektøren om at svare mig og afholde et møde med de tre ovennævnte 'ansvarspersoner', sker der noget i sagen. Da har vi bevæget os ind i det nye skoleår!

På mødet er der ingen hjælp at hente til det essentielle problem: udmøntningen af Overenskomst 99 i min aktivitetsplan. Kredsformanden udtrykker vel nærmest, at mit nye 'skoleskema' er i overensstemmelse med principperne (som jeg endnu ikke har fået forklaret) i den centrale og lokale udmøntning af Overenskomst 99.

Man udtrykker dog lidt medfølelse omkring mit stærkt forøgede undervisningstimetal og den forringede individuelle forberedelsestid.

Da jeg havde på fornemmelsen (siden i rigt mål bekræftet), at andre meget undervisende lærere i Danmark var kommet i samme situation - og følgen heraf ville betyde dårligt psykisk arbejdsmiljø og en nedprioritering af folkeskolens kerneydelser, nemlig undervisningen - erklærede jeg på omtalte møde, at jeg af tre grunde ville forsøge at få sagen yderligere belyst:

- af hensyn til mig selv

- af hensyn til mine kolleger

- af hensyn til folkeskolen - ikke mindst elever og forældre.

Af disse grunde har jeg følt mig forpligtet til at orientere/kommentere sagen i vores faglige organ Folkeskolen!

Naturligvis er jeg enig i, at det er fuldkommen nyttesløst og uinteressant at 'kommunikere' med formanden for Vesthimmerlands Lærerkreds i Folkeskolen- og i særdeleshed en Søren Eriksen, som varmt gik ind for den nye overenskomst, som har givet folkeskolens 'almindelige' lærere den dårligste arbejdstidsaftale i nyere tid!

Jeg bliver imidlertid helt bekymret over den 'bekymring' for min situation, som nu pludselig har grebet Søren Eriksen!

Jens Østergaard

Nibe Skole

Forståelig skuffelse

Inge Krygers skuffelse (Folkeskolennummer 45) over at læse referatet fra DLF's kongres er meget forståelig. Selv om arbejdsgruppen til sikring af pensionerne først skulle komme med sin rapport sidst i november, og opstillingen af overenskomstkrav ikke stod lige for, kunne pensionisternes forhold godt have været på dagsordenen.

Med rette spørges der om, hvilken rolle fraktion 4's hovedstyrelsesmedlemmer og kongresdelegerede spillede på kongressen. Rejste de problemer omkring pension og førtidspension, spørgsmålet om flere pensionistkurser eller ønsket om bedre muligheder for socialt samvær, som indlæg i Folkeskolenhar handlet om? Kort og godt: Hvordan blev pensionisternes interesser varetaget på kongressen?

Københavns Lærerforening holdt i begyndelsen af oktober sin ordinære generalforsamling. Formandens beretning indeholdt afsnit om pensionisternes stilling i foreningen og om arbejdet for at tilgodese vores problemer. Det var en opprioritering i forhold til tidligere og helt i overensstemmelse med vedtagelserne på DLF's kongres sidste år.

Dermed blev det på trods af mange andre store og påtrængende problemer på dagsordenen også muligt for pensionistafdelingen at fremføre sine synspunkter. Understregningen af, at pensionisternes problemer ikke kun er de nuværende pensionisters, men alle medlemmers sag, blev positivt modtaget af de fremmødte og styrelsen - en kærkommen opmuntring til det videre arbejde.

Det nytter jo ikke i skuffelse eller frustration at sætte spørgsmålstegn ved medlemskabet af DLF. Det bliver tingene ikke bedre af. Skal pensionsproblemerne for alvor på dagsordenen, så der opnås resultater, må vi selv blive mere aktive gennem tættere kontakt.

Der har i indlæg i Folkeskolenværet skrevet om en slags netværk af pensionistklubber. Det er en god idé - især hvis forskellige former for socialt samvær forbindes med fokus på økonomiske problemer, som Hans-Åge Pedersen har peget på.

I København er vi privilegerede, idet vi er relativt mange pensionister inden for et begrænset område. Det har muliggjort et ret livligt socialt liv i afdelingen med månedlige frokostmøder, aftenmøder, seniorkor, sommerudflugter, julefester og andet - sidst planer om et IT-kursus.

Ud af det sociale samvær og diskussionerne i forbindelse hermed er interessen for de økonomiske og faglige problemer vokset frem. Noget lignende vil utvivlsomt kunne praktiseres i kredsene gennem tværgående samarbejde - men det er ikke noget, der kommer af sig selv.

Jørgen Pagh Andersen

næstformandKøbenhavns Lærerforenings pensionistafdeling