Det er vel nærmest blasfemi at spørge om, hvorfor vi fortsat deler eleverne i klasser. Klassen er grundpillen i folkeskolen, skriver man her i 2000, og den inddeling har man jo altid haft. De har den i USA og i Sverige, og skolerne er bygget til det.

Man kunne dog ellers tro, at folkeskolen ligesom erhvervslivet skulle omorganisere, når der introduceres en helt ny produktionsform.

1993-loven lovfæstede to væsentlige områder, som gør en basisinddeling på op til 28 elever til et paradoks. Man satte et endeligt punktum for voldspædagogikken ved at afskaffe niveaudelingen, og man ophøjede undervisningsdifferentieringen til lov.

Paradokset verificeres i det daglige arbejde, hvor forskellene i elevernes udvikling, interesse og faglige niveau kan være så fatal, at læreren tvinges til at foretage den skadelige deling i de dumme og de dygtige i selve klassen.

Paradokset bekræftes også jævnligt i pressen, som beretter om unge lærere, der opgiver af overanstrengelse, om forældre-gæstelærere, der flygter tilbage til rekreationen på deres job, og om, at læreren skal være kvinde i alderen 40-60 for at tale om en rimelig trivsel på jobbet.

Videnskabeligt set kan man måske benytte professor Niels Egelunds over 20 år gamle artikel til at illustrere paradokset. Han hævdede, at klassen var en god enhed, hvis man ønsker at spare penge på folkeskolen, fordi det er ligegyldigt, om der er 15 eller 40 elever i klassen. Når antallet af elever overstiger fem-syv elever, må læreren gribe til klasseundervisning, og her er undervisningseffekten stort set den samme, om der er få eller mange høveder foran katederet.

Dengang talte vi om individualiseret undervisning og i dag om undervisningsdifferentiering. Men pointen er den samme. Det er begrænset, hvor mange delelementer en lærer kan klare.

Kort sagt, klassen er en umulig størrelse som basisenhed for den enestående pædagogik, vi ønsker at praktisere her i landet, og som er unik i hele verden. Den nye pædagogik kan kun lykkes med en tidssvarende organisation med meget mindre basisenheder (skolefamilier på maksimum otte elever) og faglige kurser af forskellige størrelser.

Den traditionelle aldersopdeling bør høre fortiden til.

Erik Husum

Albertslund