Det er sjovt at undervise'.

'Det er især sjovt på denne måde. Vi taler mere med eleverne, og vi får respons på vores undervisning'.

Lisbeth Laugesen og Birthe Jørgensen har kun gode erfaringer med deres 'nye' måde at undervise på. Det handler om at få synliggjort lærerrollen og gøre det tydeligt, hvem der bliver hjulpet nu, og hvem der må vente.

'Vi er blevet mere bevidste om, at vi skal bruge mindre tid på formidling. Det skal ikke være os, der taler hele tiden. Vi skal hellere nøjes med mindre nyt stof og så fordybelse for eleverne. Det virker meget bedre. Men det betyder også, at vi skal være mere præcise, når vi forbereder os', siger Lisbeth Laugesen.

Birthe Jørgensen mener, at hun tidligere kunne være slem til at fortsætte talestrømmen det meste af lektionen, når hun først var kommet i gang.

'Og de hører jo efterhånden slet ikke alle guldkornene. Så det er en dårlig ide'.

Det hele begyndte omkring september sidste år. Skolens lærere deltog i et kursus om teamsamarbejde, som pædagogisk konsulent Kirsten Hartmann fra Danmarks Lærerhøjskole (DLH) i Esbjerg stod for.

Hun spurgte de to lærere, om de ikke ville være med til at prøve en bestemt undervisningsform, hvor læreren blev mere synlig og tydelig. Det var de med på, også fordi de godt kunne bruge nogle andre redskaber til 3.-klassen, der ikke var helt let.

Kirsten Hartmann fortæller, at Lisbeth og Birthe på kurset om teamsamarbejde tegnede sig selv som blæksprutter, da de skulle beskrive deres egne roller.

'Jeg tror ikke, blækspruttelæreren er god for børnene og heller ikke for læreren selv. Læreren skal i stedet være synlig, give eleverne en forklaring, fortælle, hvornår de kan få hjælp, og ikke prøve at spæne rundt og være alle steder på én gang, for det er der ingen, der kan', siger Kirsten Hartmann.

'Vi skal også have gjort op med al den klasseundervisning, der stadig praktiseres. Undervisning, hvor læreren som oftest kun stiller spørgsmål, hun allerede kender svaret på. Elevens svar fylder kun et hul ud i lærerens tale. Spørgsmålene er lukkede, så dialogen er ikke reel'.

Kirsten Hartmann angriber desuden den megen tale om fordybelse og helhed, samtidig med at man mange steder stadig har lektioner på 45 minutter. Det giver ikke tid til meget helhed og fordybelse.

'Når jeg observerer undervisning, oplever jeg mange gange, at læreren egentlig ikke er særlig synlig i klassen. Jeg ser også tit, at eleverne savner at få hjælpen fra den voksne, men hvis vi taler om elevernes medansvar for egen læring, så kan de også få hjælpen fra hinanden. Ligesom vi må sige, at hvis vi vil fællesskabet, så må vi gøre noget for fællesskabet. Det er noget, eleverne skal lære'.

Giver mere ro for alle

Lisbeth Laugesen og Birthe Jørgensen er glade for ikke længere at være blækspruttelærere. De oplever en anden ro i klassen nu.

'Det virker godt at præsentere dagens program for eleverne, og skiltene på tavlen er en disposition både for os selv og for børnene. Det er også godt at være bevidst om, hvilken del af programmet vi er i gang med nu, og så ikke hælde for meget på. Vi strukturerer bedre nu og er opmærksomme på ikke at fylde på. Resten må komme i morgen, for eleverne kan alligevel ikke kapere at få så meget smidt i hovedet på én gang', fortæller de to lærere.

Responsen fra eleverne er til gengæld ofte, at de synes, de har nået en masse, når de selv har arbejdet med opgaverne. Derfor mener lærerne, at struktureringen har betydning.

'For eksempel var én gruppe frustreret i matematik i dag, fordi de havde svært ved at samarbejde. Både de og jeg ved nu, at jeg skal begynde næste lektion med at hjælpe deres gruppe. Det giver ro for os alle', siger Birthe Jørgensen.

Lærerne fremhæver samtalen med børnene. Den er blevet mere ligeværdig.

'Men det kræver da noget af en overvejelse at sige til børnene, at man ikke vil være en blæksprutte. At de skal lære at vente, men at de så også kan regne med hjælpen på det tidspunkt, hvor vi har lovet det. Det hjælper at have hørt sig selv sige det til børnene, det gør det lettere bagefter at leve op til det', mener Birthe Jørgensen.

Tilbagemeldingen fra eleverne har været, at det er rart at opleve, at læreren har tid til dem.

Klassen har undervejs i forløbet haft besøg af Kirsten Hartmann fire gange, hvor hun har fulgt en hel dag og bagefter talt med lærerne. Det er på den måde, projektet er blevet udviklet. Efter hvert besøg skriver hun nogle rammer ned om dét, de har talt om. Det er de eneste papirer, de benytter.

Kirsten Hartmann bruger DLH-timer på projektet og har planer om at skrive mere om det bagefter. De to lærere bruger planlægningstid på det og nyder godt af kollegers velvilje til at være fleksible. De har delt klasselærerfunktion i 3.-klassen. De ville ønske, at de havde flere end to dobbeltlektioner skemalagt og i højere grad kunne være to lærere i klassen samtidig, men det sker kun sjældent. Tjørring Skole er en lille skole med omkring 140 elever.

Begyndte med runder

Rundkredsen, der indleder og afslutter mange af dagene, er helt indarbejdet nu, og eleverne er blevet gode til at få sagt tingene til hinanden på en pæn og åben måde. I starten måtte der dog et lille stolekursus til, så det ikke skramlede for meget, når alle skulle ind i kredsen.

'I begyndelsen tog vi runder, for at alle fik sagt noget, men nu er de blevet gode både til at bede om hjælp og evaluere til sidst, så nu tager vi kun runder, hvis vi synes, det er nødvendigt', siger Lisbeth Laugesen.

Lærerne har evalueret løbende. For eksempel er det blevet helt klart, at eleverne har brug for, at det tydeligt fremgår af programmet på tavlen, hvornår der er pauser. Ellers ligner programmet en maraton-dag. Derfor sættes en streg for hver pause.

'Eleverne bliver også kritiske over for lærerne. De fortæller, hvis I ikke overholder programmet på tavlen, eller hvis I glemmer noget', siger Kirsten Hartmann.

Både de urolige og de stille elever profiterer af undervisningsformen, mener lærerne. Begge typer elever kan inddrages og få opgaver som at være ordstyrer i rundkredsen, skrive referat eller hjælpe på anden måde.

'Tidligere kunne to til tre elever sluge al vores tid. Nu beslutter jeg, at jeg vil have tid til de andre også', siger Lisbeth Laugesen.

Bruger hinanden bedre

De to lærere har også oplevet at kunne bruge deres større viden om de enkelte børn i samtalerne med forældrene, ligesom eleverne selv er mere på banen ved forældrekonsultationerne.

'De tager selv fat på noget og fortæller, og vi viser forældrene deres samlemapper, så de kan se, hvad barnet har lavet. Barnet kommenterer ofte selv', siger Birthe Jørgensen.

Men den nye undervisningsform kræver, at lærerne taler godt med hinanden og koordinerer opgaverne. En del af forberedelsen er fælles, og efterhånden er de også blevet gode til at fortælle hinanden, at 'nu må du gerne tage over'.

'Der skal da mod til at sige - både til hinanden og til eleverne - at dét, man lige har gjort, måske ikke var så smart, men nu prøver vi igen på en anden måde, men det kommer efterhånden', siger Birthe Jørgensen.hela