Det forlyder, at de ældre lærere i forbindelse med overgangen til ny løn har snøret de yngre lærere. De gamle sørgede for at sikre sig selv en slutløn på løntrin 40, mens de unge og alle de kommende lærere må nøjes med en slutløn på løntrin 35.

Som kompensation for denne tilsyneladende blodige uretfærdighed har visse gamle lærere i hovedstyrelsen udviklet en 'politisk korrekthed', der munder ud i, at vi nu ude i kredsene skal sørge for at skævdele eventuelle lokale lønkroner til fordel for de unge. Hovedforeningen viser vejen gennem centralt aftalte undervisningstillæg på cirka 20 kroner i timen til de unge og cirka fem kroner i timen til de gamle.

I virkelighedens verden - og bevæbnet med en lommeregner - tegner der sig et billede, som anfægter den politiske korrekthed.

Det viser sig, at en nyansat lærer på ny løn (uden indregning af undervisningstillæg!) vil kunne se frem til højere løn hver eneste måned gennem de første cirka 13 år af sin ansættelse, i forhold til hvis hun/han var blevet aflønnet i det gamle system. Først efter cirka 18 års ansættelse vil 'merlønnen' være 'spist op', således at den samlede lønudbetaling på ny løn svarer til den samlede lønudbetaling i det gamle system. Og så er det rigtigt, at læreren på ny løn set i et perspektiv over 37-39 år har en livsløn, der er cirka 300.000 kroner lavere, end hvis hun/han havde været aflønnet i det gamle system - fordelt over 37-39 år: cirka 8.000 kroner om året i gennemsnit, som nogen har regnet sig frem til (men altså stadig uden indregning af undervisningstillæg).

Spørgsmålet er nu, om ovenstående kendsgerninger giver anledning til, at vi i foreningen forlader den politiske korrektheds bastioner og udvikler en fornuftsbetonet lønpolitik til gavn for alle foreningens medlemmer? En sådan lønpolitik kunne anstændigvis tilsigte, at alle lærere får samme løntillæg for samme kvalifikationer og for samme funktioner. Det ville medføre, at også de gamle lærere ville kunne sikres en positiv lønudvikling ud over det centralt aftalte.

Man kunne (og nogen vil sikkert også) indvende, at en ligelig fordeling af de lokale lønkroner næppe vil sikre de unge lærere 8.000 kroner om året her og nu. Og det er sikkert rigtigt. Men hvis vi skuer 13 år frem i tiden, vil langt hovedparten af de gamle lærere være gået på pension, og de lønmidler, der herigennem frigøres til lærergruppen (jævnfør gennemsnitsløngarantien), kan kun fordeles blandt de unge lærere, som godt nok er blevet lidt ældre til den tid. Forskellen på løntrin 35 og 40 er cirka 20.000 kroner om året, og da gennemsnitsløngarantien tager udgangspunkt i en situation, hvor der var en voldsom overvægt af lærere på slutløn, vil der løbende gennem de næste 13 år blive frigjort rigelige ressourcer til at tilgodese de lærere, der 'strander' på løntrin 35, men som altså hver eneste måned i 13 år har fået en højere løn, end de ville have haft i det gamle system.

En holdbar lønpolitik i DLF må tilgodese både de unge lærere og de ældre, der for manges vedkommende i ungdommen har henslæbt både år og dag på løntrin 18, 20 og 22.

Reinhard Werner

formand

Vestsjællands Lærerkreds