Inspireret af Holger Henriksens dejlige kommentar i Folkeskolen nummer 7 om udvikling og lærerpersonlighed kastede jeg mig ud i en lille ordleg, der skal læses med et glimt i øjet. Og dog?

Udvikling kan kun foregå indefra, det vil sige gennem de implicerede parter. Deraf ordet udvikling - noget vikles ud, klarlægges, synliggøres - en sådan proces må være et indre anliggende. Man kan ikke vikle noget ud, medmindre man er inde i det.

Hvis udvikling var mulig udefra (udevikling?) gennem udenforstående parter, så måtte det kaldes indvikling - der vikles udefra ind. Dog må her tilføjes, at jeg har oplevet personer, som kan indvikle, selvom de er inde i det. Man kalder dette fænomen at gå i hårdknude - måske skulle det omdøbes til hårdknudevikling?

At udvikling er et indre anliggende, er indlysende, når man taler om det enkelte individ. Meget få (der er nogen!) vil påstå, at en udenforstående part har udviklet dem, 'kurset udviklede mig'. Hvis det forholdt sig sådan, kunne vi sende lærerne på ferie, mens et kursus/en konsulent stod for udviklingen - fristende(?). Nej tværtimod siger mange: 'Jeg har udviklet mig på kurset'. Udvikling er ikke noget, der kan presses ind i den enkelte. Et kursus eller en konsulent kan højst skabe rammerne for mulig udvikling, men ikke udviklingen selv - det lyder næsten som den folkeskolelov, alle underviser efter: 'Folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer (. . .), at eleverne udvikler . . .'. Det udviklingsprincip er alle lærere enige i (jeg har ikke hørt andet) - hvordan kan det så blive til et problem for nogle, når vi har løsningen liggende foran os sort på hvidt? Det samme princip må gælde for os - det er lærerne, der udvikler sig, og ikke en udenforstående, der udvikler dem. Når vi som noget fundamentalt forventer af eleverne, '. . . at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle', så burde vi også selv kunne det. Er evnen til udvikling så ikke en lærerkompetence, som må betyde, at vi kan selv? Hvis den er det, hvad skal vi så med konsulenter og andet godtfolk?

Udviklingen kan godt være sat i gang ved hjælp af kursus- eller konsulentvirksomhed, men den afkræver en indsigt af den ydre igangsættende part. Den skal, for at kunne pege på mulige rammer for udviklingen, tage højde for udviklerens forudsætninger. Netop de forudsætninger burde vi selv bedst kunne beskrive. Selve udviklingsarbejdet må de implicerede parter (lærerne) derfor selv gøre - og det gør de også; hver eneste dag. Det kan kun være en smertefuld og møjsommelig proces, men det er netop processen, som er den værdifulde del i udviklingen, den sikrer nemlig, at alle implicerede parter er i øjenhøjde med de beslutninger, som træffes, og derved undgår man indviklingen.

Tilbage står så bare at finde ud af, hvad udvikling er; fremskridt, forandring, nyt, positivt?

Mit bud er, at udvikling er den uundgåelige konsekvens af menneskers fornuftige handlen - så overlader jeg det til andre at definere, hvad fornuftig handlen er.

Eller vi kunne jo, som Holger Henriksen opfordrer os til, 'tænke selv'. Det er bare så besværligt.

Steen Rasmussen

Haderslev