Sommerfuglene sværmede lystigt i maven, da 25-årige Jacob Andersen tog telefonen for at ringe til et forældrepar til et barn i en 1. klasse på Sønderisskolen i Esbjerg, og der var ikke mindre fart på sommerfuglene, da han stod foran deres hoveddør og ringede på. Men efter to hjemmebesøg hos tilfældigt udvalgte forældrepar er Jacob Andersen ikke nervøs for mødet med forældrene til de børn, han skal ud at undervise, når han til sommer bliver færdig som lærer ved Ribe Statsseminarium.

'Jeg må jo gøre klart, at jeg har mine mål og hensigter med det, jeg laver, og at så længe jeg opfylder de centrale kundskabs- og færdighedsområder, så har jeg mit på det tørre. Selvfølgelig er der sikkert noget planlægningsmæssigt og organisatorisk, jeg kunne blive bedre til, men i klasseværelset er det mig, der bestemmer, og jeg kan jo ikke tilfredsstille alle forældres særlige ønsker', lyder det med masser af selvtillid fra Jacob Andersen.

I samarbejde med Esbjerg-skolen har seminarielektorerne Agnete Dyrgaard Hansen og Dina Bak i knap tre år fokuseret specielt på skole-hjem-samarbejdet i faget pædagogisk speciale. 30 studerende interviewede i to omgange tilfældigt udvalgte forældre i deres hjem - ikke om deres børn, men om deres syn på skole-hjem-samarbejde. På forhånd havde de to hold i nogle timer arbejdet med interviewteknik og den professionelle samtale.

'Den ene af mødrene var pædagog, og det betød jo nok, at det blev en anderledes diskussion, og at hun stillede andre spørgsmål og krav - men jeg følte mig ikke underlegen', siger Jacob Andersen.

Snakkede to en halv time

Vinni Sørensen er i gang med læreruddannelsen i en sen alder, hun er 39 og har selv to børn, der går i skole. Hun har tidligere kørt som salgskonsulent og følte sig derfor ikke spor generet af at skulle ringe til og besøge vildtfremmede mennesker. Familien havde lige fået en hundehvalp, og den kom til at dominere samtalen et stykke tid, og interviewet, der skulle have varet en time, endte med at vare to en halv.

'De havde en pige i 9. klasse, og vi talte om alt det, sådan nogle teenagere kan komme ud i, og så ville de gerne vide, om der fandtes et papir, hvor der stod, hvor meget man skal kunne i de forskellige fag, når man går ud af skolen. Jeg fik ikke styret det stramt nok', erkender Vinni Sørensen, og hendes medstuderende Jacob Andersen og Helle Qvortrup gentager lektorernes foredrag for hende om, at man jo også bruger forældrenes tid.

De studerende interviewede forældrene om deres oplevelser med og holdninger til skole-hjem-samarbejde. En studerende interviewede et indvandrerpar, som fortalte, at de havde oplevet, at hvad der efter deres vurdering var ganske almindelige pubertetsproblemer, blev tilskrevet den anderledes kulturelle baggrund.

'Det forældrepar, jeg snakkede med, gav udtryk for, at de ikke var interesserede i at høre om problemer i klassen, hvis de ikke berørte deres eget barn', fortæller Vinni Sørensen, og de tre studerende diskuterer, i hvor høj grad man bør involvere alle forældre, hvis man har en klar opfattelse af, at problemerne hidrører fra en bestemt gruppe elever.

'Jeg ville nok prøve at lægge op til, at problemer i klassen vedrører alle', siger Vinni Sørensen.

De studerende har oplevet stor vilje hos de mange interviewede forældre til at fortælle skolen om vigtige begivenheder i privatlivet. Og lektorerne har understreget over for dem, at det ofte er vigtigt, at det er læreren, der tager initiativ, men at det kan gøres ved en taktfuld henvendelse, der gør det muligt for familien selv at beslutte, hvor meget læreren skal vide.

Udgangspunkt i det konkrete

De to lektorer har begge mange år i special- og observationsundervisning bag sig, før de læste til skolepsykolog, og husker masser af eksempler på højtråbende, brovtende, ubehagelige forældre og meget vanskelige samtaler. Men de understreger hele tiden, at det er de færreste, og de to hold studerende har da også kun mødt imødekommende familier.

'Hvis et barn skaber store problemer i klassen, må man jo forsøge at tage udgangspunkt i det konkrete og sige, 'dit barn gjorde sådan og sådan', i stedet for at kritisere barnet', siger Helle Qvortrup.

Lektorerne er også overbeviste om, at teamsamarbejde er en utrolig støtte, når det gælder vanskeligt forældresamarbejde.

Jacob Anderen, Vinni Sørensen og Helle Qvortrup har været meget glade for at få lov at 'træne' i forældresamtaler og for undervisningen i kommunikation, samtale og notatteknik.

'Forældrene er nu engang en af de vigtigste samarbejdspartnere, man har som lærer. Vi læste på et tidspunkt en artikel af lektor Mads Hermansen, som handlede om, at forældre vogter meget om de bløde værdier frem for boglig lærdom, og sådan var vi nok ikke klar over, at det forholdt sig', fortæller Vinni Sørensen. Hun har dog også haft knap så positive oplevelser med forældre. I hendes første praktikperiode havde de studerende udarbejdet et undervisningsforløb, hvor 4. klasse skulle lave en skriftlig opgave. En af drengene ville ikke lave opgaven, han fik et par frister, og til slut syntes praktikanterne, at de ville skrive et brev til hans forældre. 'Tror du virkelig, jeg vil aflevere det brev derhjemme', lød drengens reaktion. Praktikanterne enedes med klasselæreren om, at hun skulle ringe hjem til forældrene.

'Hun talte med faren, og han mente, at det måtte være en pædagogisk udfordring for læreren at få drengen til at lave opgaven. De kunne slet ikke snakke sammen om det', fortæller Vinni Sørensen.

Ind i praktikken

Skole-hjem-samarbejdet har hidtil indgået i faget pædagogisk speciale, men det fag eksisterer ikke i den nye læreruddannelse.

'Det er et paradoks, at kommunikation og formidling ikke længere indgår i uddannelsen - det er jo det, man laver som lærer. I mine 17 år som obs-lærer har jeg kun én gang oplevet, at det var faglige problemer, der slog en lærer ud', siger Agnete Dyrgaard Hansen. Men sammen med Dina Bak arbejder hun nu på at lægge undervisning i skole-hjem-samarbejdet ind i forbindelse med de studerendes praktik.

'For eksempel ville det være naturligt, at de studerende overværede, når praktiklæreren havde forældresamtaler. Men det er ikke noget, der har været tradition for, og det sker også, at forældrene siger nej, fordi det opfattes som en meget privat situation', siger hun.