I dagbladet Information trækker Venstres medlem af Folketingets Kulturudvalg og biblioteksordfører, Kim Andersen, mandag den 7. februar en gammel traver af stalden, som jeg troede, var afgået ved en blid og behagelig død for længst: Sammenlægning af folke- og skolebiblioteker.

Lad mig på den begrænsede plads fortælle Kim Andersen, hvorfor det er en meget dårlig idé, som han her forsøger at genoplive.

Der er tale om to forskellige bibliotekstyper: Folkebiblioteket hører under Kulturministeriet, er åbent for alle borgere og betjener alle institutioner i området.

Skolebiblioteket hører under Undervisningsministeriet, er åbent for skolens elever og lærere.

Begge bibliotekers lokaler er indrettet efter brugernes behov, men behovene er væsensforskellige. I det skolebibliotek, hvor jeg arbejdede, var der sidde- og arbejdsplads til cirka 35 børn, og disse pladser var ofte i brug. I skolebibliotekslokalet var der over 30 pc'er - alle med Internetadgang - og disse maskiner var også ofte alle i brug.

Skolebibliotekets fornemste opgave er at yde den bedste service for elever og lærere, så de kan opfylde intentionerne i de stadig hurtigere skiftende folkeskolelove. Skolebibliotekslokalet er nervecentret i skolens undervisning. Vel er der faglokaler til for eksempel musik, sløjd og billedkunst, men alle er de udstyret med materialer udlånt fra skolebiblioteket.

Da folkeskolens undervisning går mere og mere imod det tværfaglige og projektorienterede, vokser betydningen af at have et velfungerende skolebibliotek dag for dag. Det er en selvfølge, at biblioteket er udstyret med de sidste nye audiovisuelle midler både til optagelse og fremføring.

Lad mig endelig fortælle Kim Andersen, at vi på den skole, hvor jeg arbejdede, i mange år havde lokalefællesskab med folkebiblioteket. Da vi for år tilbage kom igennem en meget lykkelig skilsmisse, klappede både folke- og skolebibliotekarer i deres små hænder, og nu, da folkebiblioteket igen skal have nye lokaler på samme skole, er der ingen, der drømmer om, at vi skal have lokalefællesskab.

Vi har et velfungerende, snævert samarbejde blandt andet via et fælles edb-system, som dækker alle biblioteksområder i kommunen.

Hvis Kim Andersens bagtanke er at spare penge, så lad ham spørge de steder, hvor man gennemførte sammenlægninger: Hvad kostede det? Hvor dyrt blev det?

Konklusion: Vi har i Danmark et bibliotekssystem, som mange andre lande misunder os. Lad os få lov til fortsat at være knalddygtige - hver for sig - og samarbejde, der hvor vi kan se fordelene ved det. Lad os en gang for alle aflive den gamle krikke og få den sendt til destruktion hurtigst muligt.

Jørn Rasmussen

pensioneret skolebibliotekar

Snedsted