Kronik

Vi trænger til nyt syn på forældregruppen

Fællesskab for alle forældre er utopi. Forældrene kan ikke se fordelene ved forældregruppen, og lærerne er ikke klare nok i spyttet, fortæller ny specialeundersøgelse

Publiceret Senest opdateret
Når forskellene blandt mange forældre opfattes som en forhindring for fællesskab, så bliver det svært at se den dybere mening med at skabe forældrerelationer

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I skolen inddeles forældre ofte i et A-hold og et B-hold. Dem, som kan finde ud af at være forældre på en »rigtig« måde, og dem, som ikke kan. Det viser min specialeundersøgelse »Fællesskabets skovtur?«

Opdelingen har konsekvenser for, hvordan forældrene indgår i forældregruppen, og for deres identitet som forældre, men også for deres forestillinger om forældrefællesskab. Blandt andet er det med til at forklare, at forældre i folkeskolen i høj grad fokuserer på egne forskelle fra andre forældre og oftest selv ikke har nogen forventning eller noget ideal om udviklingen af et bredt forældrefællesskab.

Vi tror, vi ved, hvad de andre mener, når vi som forældre og lærere står over for hinanden. Og vi regner med, at vi vil det samme. Alligevel viser der sig ved nærmere eftersyn en uenighed om, hvad forældregruppen er for en størrelse, og hvor vigtig den er.

Forældregruppen er et nødvendigt fundament, fortæller lærerne i undersøgelsen, og en stor hjælp til klassens sociale trivsel. Men de fleste skoleforældre deler ikke den oplevelse.

Selv om forældre hverken er ens eller enige, så har langt de fleste en række forestillinger og erfaringer tilfælles om, at forældregruppen ikke er så vigtig endda. Det er den ikke, fordi forældrefællesskabet for de fleste forældre aldrig føles eller fungerer som et rigtigt fællesskab. At tale om forældrefællesskab giver for mange forældre simpelthen ikke mening. En årsag er, at skole-hjem-samarbejdet bygger på en masse skjulte og utydelige forventninger til, hvad man som forælder bør, kan og skal. Det risikerer at give problemer, hvis man som forælder ikke kan afkode de forventninger. Når forældrene samtidig fra skolen tildeles et uspecificeret og på flere måder uafgrænset ansvar, så gør det dem grundlæggende usikre på, hvordan de skal være skoleforældre.

En anden årsag til, at forældregruppen for de fleste forældre fremstår som uvigtig, er det forskelsparadigme, som ligger i samtiden. Det medfører et fokus på forskelligheder blandt forældre og uforenelighed frem for ligheder og muligheder som fællesskab.

Forskellene imellem os som forældre er iøjnefaldende, og de kan være konfliktskabende. Derfor er det let at blive optaget af dem. Når forskellene blandt mange forældre direkte opfattes som en forhindring for fællesskab, så bliver det naturligvis svært at se den dybere mening med at skabe forældrerelationer, som ikke kun gælder legekammeraternes forældre, men også de forældre, som man ellers ikke omgås eller sammenligner sig med.

Det handler også om selve fællesskabsformen, viser undersøgelsen. Når de fleste forældre i folkeskolen faktisk ikke forventer, at samarbejdet med de andre forældre skal eller vil udvikle sig til et fællesskab, der omfatter alle forældre, så ligger forklaringen ikke kun i personlige forskelligheder, usikkerhed eller uklart ansvarsområde. Et af de forhold, som gør skolefællesskabet svært, er dets formelle, forpligtigende og tvungne karakter. Interessefællesskaberne, som skabes uden for skolens rum, tillægger forældrene derimod størst værdi som reelle forældrefællesskaber.

Det er nemmere i fodboldklubben, hvor forældrene godt nok heller ikke er ens, men hvor forventningerne og rammerne er nogle andre end i skolen. For vi motiveres bedst til fællesskab gennem det frie valg og ved, at vi deler interesser.

Forældrene har altså gode grunde til ud fra deres perspektiv at opfatte forældregruppen som en enhed uden særlig sammenholdskraft eller større vigtighed.

Lærerne må blive mere klare i spyttet om, hvordan forældregruppen er vigtig - også for forældrene.

Tydelige rammer og udtalte forventninger for, hvad samarbejdet og forældregruppen er, kan og skal, er en nødvendighed. Som minimum kræver et godt og trygt samarbejde, at man arbejder målrettet med værdier, ønsker og idealer og derfor ved, hvor hinanden står. Det betyder helt konkret, at skolerne og forældrene må øve sig i (og må prioritere) at tale mere sammen om, hvad vi vil eller ikke vil med forældregruppen.

Vi må væk fra, at folkeskolen som institution er det magtrum, som afgør, hvad der er rigtigt eller forkert, mens forældrene holdes en armslængde fra, hvor det vigtige er på spil. Det producerer uengagerede forældre, der nedjusterer deres forventninger og ambitioner for samarbejdet og sammenholdet. Pludselig har forældrene (med rette) mange vigtigere ting at tage sig til i deres familieliv, fordi forældresamarbejdet er blevet et gummibegreb uden rod eller substans. Derfor er det på sin plads at diskutere, hvorvidt idealer og forventninger til forældregruppen og forældreengagement stemmer overens med de måder, som forældreskab og forældregruppe praktiseres i folkeskolen på.

Folkeskolen er stedet, hvor vi øver os i at skabe fællesskab med dem, der ikke ligner os selv.

Folkeskolen er stedet, hvor vi møder store forskelle. Det er et grundvilkår, som vi ikke skal ændre på.

Men måske burde vi forsøge at se anderledes på forskellighed? Det er som bekendt nødvendigt at kende sine forskelligheder for at kunne forstå, på hvilken måde denne forskellighed bidrager til fællesskabet. Ved at blive mere interesserede i, hvordan vi og de andre kan bidrage positivt ind i fællesskabet, netop i kraft af at vi er forskellige, får vi nye muligheder for at forstå hinanden og for at samarbejde. Derved kan der mere eksplicit sættes fokus på forskellighed som en lærerig udfordring for fællesskabet i stedet for som forhindring for fællesskab. Børnene oplever som oftest det at være forskellige som enormt spændende, og hvis forældrene kunne se samme spændende udfordring i forældresamarbejdet, så kunne det måske blive til en større oplevelse af lighed. Hvis det altså er den vej, vi ønsker at gå? |

Fællesskabets skovtur?

- En antropologisk undersøgelse af, hvordan forældreidentitet konstrueres, og forældregruppen tillægges betydning blandt forældre og lærere i en dansk indskolingsvirkelighed.

Specialet bygger på et traditionelt antropologisk feltarbejde, hvor Louise Bønneland Andersen gennem mere end et halvt år har fulgt lærere, forældre og elever i 1. klasse på en almen dansk grundskole både i skolen og i hjemmene. Fokus var på at undersøge forældrene som gruppe og deres måder at indgå i forældregruppen på. Undersøgelsen baserer sig på observationer og deltagelse i skoledagligdag, møder, besøg i hjemmene og en lang række interview alene og i grupper med lærere og forældre.