Sgu

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er udkommet en ny og imponerende beskrivelse i tre bind af det danske sprog, skrevet af professorerne Erik Hansen og Lars Heltoft. Den inddrager i langt højere grad talesprog og mere uformel sprogbrug end tidligere grammatikker og gør derfor meget ud af småord som »jo, mon, vel« og »sgu«. Det sidstnævnte ord kaldes »en tidligere ed«, som efterhånden alene har den funktion »at markere den talendes engagement i ytringen og insisteren på sine ytringers sandhed og rigtighed«.

I pressens omtale af værket har det flere gange været nævnt, at »sgu« dermed ikke længere kunne opfattes som en ed. Det er der imidlertid ikke så få, der gør, og det har stødt mange, at der tilsyneladende er givet grønt lys for ordet. Det er der nu ikke, for værket giver sig ikke af med at foreskrive, hvordan det danske sprog skal skrives eller tales, men ser det som sin opgave først og fremmest at beskrive sprog og sprogbrug. Og det er rigtigt, at »sgu« ikke virker så stødende på ret mange, som det gjorde for nogle årtier siden, hvor man knap nok kunne høre det i Danmarks Radios udsendelser og da slet ikke, når kvinder havde ordet. I dag høres det flere gange daglig, også i saglige diskussioner; og snak er der til overmål i udsendelserne.

Der er mange kraftudtryk i sproget. Nogle af dem påkalder eller omtaler højere eller lavere magter og emner i tilknytning hertil : »Gud, hvor det ligner dig!«, »Satans!«, »For fanden i helvede, så hør dog efter!« Dem kalder man eder, og den førstnævnte virker slet ikke stødende på ret mange. Andre kraftudtryk har med legemets affaldsstoffer, med sygdomme eller forplantning (sex) at gøre: »Pissegodt«, »kraftedeme« (=kræften æde mig) og så videre. Og vi låner gerne i udlandet; »fuck« og »shit« har større udbredelse i dansk end i engelsk og amerikansk.

Eder med Gud er ikke særlige grove: »Gudfader bevares«, »Gu' vil jeg ej« - og »sgu«. For en funktionel betragtning er der tale om ret svage kraftudtryk, men fra en historisk/etymologisk (ordhistorisk) betragtning er og bliver det eder. Det kan man ikke afskaffe i en grammatik.

Men så meget står fast, at vi med »Grammatik over det Danske Sprog« har fået den hidtil tætteste beskrivelse af moderne dansk grammatik. Det må sgu stå fast!

Professor Higgins