To repræsentanter fra 3.a var oppe og få chekken på 25.000 af undervisningsministeren.

Monsterprojekt løb med Springfrøprisen

Søndermarksskolen fra Frederiksberg modtog Springfrøprisen på 25.000 kroner for et interaktivt undervisningsprojekt om monstre, hvor de blandt andet havde inddraget Google Earth i undervisningen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stemningen var opløftet på Teater Museet i Hofteatret ved Christiansborg, da undervisningsminister Troels Lund Poulsen uddelte Springfrøprisen. Teatersalen var fyldt med opstemte elever, der havde deltaget i konkurrencen.

"Hjælp - der er et monster i min baghave!" var overskriften på Søndermarksskolens projekt, der løb med førstepladsen og 25.000 kroner. Eleverne fra 3. a var samlet på de forreste rækker og kunne derfra juble, da deres monster gode projekt vandt førstepræmien.

Faget billedkunst var rammen om projektet, hvor eleverne fra 3.a havde undersøgt bykonstruktioner via Google Earth. Det gav inspiration til modelbyer, som eleverne byggede og brugte som scenarie i projektet.

"De praktiske musiske fag spiller en central rolle i skolens virke. Med Springfrøprisen understreger vi, hvor vigtige disse fag er. De udvikler ikke bare elevernes kreativitet og glæde ved at gå i skole, men også deres faglighed. De boglige fag og de praktiske musiske fag forudsætter hinanden, og når de spiller sammen, skaber det resultater. Jeg håber, de tre projekter kan tjene til inspiration på andre skoler," siger Troels Lund Poulsen.

Det skal ikke bruges til slik

Fra Scenen blev også 2. og 3. præmierne uddelt. Og selvom eleverne fra salen højlydt bekendtgjorde, at de kunne tænke sig at bruge præmierne til slik, afviste undervisningsministeren den idé.

Ellermarkskolen fra Køge modtog andenpræmien på 15.000 kroner for projektet Kroppen i bevægelse. Det er et udsmykningsprojekt af skolens SFO's tumlesal, som 4.a, 4.b, 4.c og 5.b på skolen har skabt i fællesskab. Med blandt andet figurer klippet i sort pap, lerarbejde og store tegninger har eleverne understreget tumlesalens formål - nemlig kroppen i bevægelse.

Tredjepræmien på 10.000 kroner gik til Tingbakkeskolen i Græsted for projektet FortælleTræer, som 5.a og 5.b havde arbejdet med. På en trappevæg på skolen hænger nu en skov af træer, som er tegnet på træplader fra den lokale skov. Eleverne har arbejdet med træerne i fagene billedkunst, sløjd, håndarbejde og dansk, og hvert træ har sin egen historie.

Det er anden gang Springfrøprisen blev uddelt af Kulturministeriet og Undervisningsministeriet. Prisen går til tre folkeskoler, som har udarbejdet en spændende teaterforestilling, en musical, elevudstilling i billedkunst, sløjd, håndarbejde og eller lignende.