Er der to, der står sammen, er det Madsen og Marx.

Men mens Karl Marx er både død og umoderne, føres hans tænkning om 'falsk bevidsthed' - forstået som ideologi, der fuldstændig styrer modstanderens tænkning - ufortrødent frem i Folkeskolens spalter af Vagn Madsen, Brønderslev. Rent mentalt kan formen have fordele. Det giver ro i sjælen at bekræfte, at 'de andre' er dumme, forførende, manipulerende og helt galt afmarcheret. Så er det herligt at kunne slå til. Igen og igen. Når man tænker som en hammer, ser verden ud som søm.

I sociologien blev den Marx-Madsenske forståelse af ideologi opgivet af sociologerne for årtier siden. Man forsøgte i stedet at sondre mellem ideologi som partikulær, hvor kun en del af tænkningen er styret af ideologi, og ideologi som generel, som noget der præger alle. Og man prøvede at skelne mellem ideologi og utopi. Begge dele giver et fordrejet billede af virkeligheden, hed det sig. Men utopien er dynamisk og gør det muligt at omforme virkeligheden, så den svarer til det utopiske billede.

Sagde man. Og både i store og små sammenhænge er der eksempler på, hvor grueligt galt også det kan gå.

I dag er det utopiske slidt og opbrugt, så utopi i Politikens Retskrivnings- og Betydningsordbog kan defineres som en 'ugennemførlig, idealistisk tanke'.

Så nu hedder det visioner. Tag på kursus om Den Lærende Organisation, om ledelse og skoleudvikling, eller læs en pjece fra F2000. Nu skal vi have en vision. Oven i købet en fælles vision!

Og så er det, man afsikrer den åndelige sømpistol og overvejer at melde sig under Madsens fane. Men ideologi er noget bras, som en af den nære fortids andre store politiske førere sagde. Så den går ikke.

Tilbage er samtalen. Forsøget på at diskutere, hvad der kan være godt eller galt - og hvorfor. Og ud fra en anerkendelse af, at den anden kan have ret - eller delvis ret. Ud fra en fælles erkendelse af, at forskelligheden har kvaliteter. Både når det gælder livet i det fælles samfund, livet i skolen og måder at samarbejde, undervise og lære på.

Og der er brug for både diskussion og dialog. Diskussion forstået som udveksling af forskellige synspunkter - også 'worst case-beskrivelser'. Og dialog forstået som fælles afprøvning og forsøg på at finde gode løsninger. Og et ønske om at være med i en fælles lærings - og erkendelsesproces.

Vagn Madsen har ret, når han i sidste uge skrev, at det er 'gyldne tider for kolportering af skolevisioner'. Men i stedet for hans rent ideologiske afvisning kunne det være gavnligt at undersøge synspunkterne lidt nøjere. Viden om en sag fremmer af og til forståelsen. Og her kan to af F2000-samarbejdets nyeste pjecer være gode eksempler. De handler begge om at arbejde i team, og forfatterne er sikkert temmelig enige om visionen. Men der er en verden til forskel. I 'Teamsamarbejde - et inspirationsmateriale' fremføres en række påstande efterfulgt af nogle skolers og kommuners arbejdspapirer og målformuleringer. Til inspiration. Men uden mellemregninger. Det andet hæfte hedder 'Faglig og pædagogisk udvikling - med lærerteamet som omdrejningspunkt'. Med afsæt i eksempler fra praksis diskuterer forfatteren mulige måder, som lærere kan bruge for at ændre deres arbejdsformer. Hæftet indeholder nok lige så mange påstande som det første, men teksten kommer læseren i møde, så man både kan diskutere eksemplerne og gå ind i en dialog.

I ordbogen defineres vision på to måder: '1.= forestilling: have vision for fremtiden. 2.= noget man ser i drømme eller søvnig tilstand eller som en religiøs forestilling'.

Det kan sikkert være rart at kunne lulle sig ind i den sidste; men den hører ikke hjemme i skoledebatten.

Den første er nødvendig. Men uden diskussion er den farlig, og uden dialog er den ubrugelig.-th

Læs side 36

Visioner uden diskussion er farlige, og uden dialog er de ubrugelige