Lad mig lige kort vende tilbage til det forrige årtusinde, det forrige århundrede, det forrige år.

Hele foråret 1999 stod i overenskomstforhandlingernes tegn. Der skulle stemmes, og i første omgang blev der stemt nej. Ved næste afstemning blev der stemt ja, og en af begrundelserne var, at en strejke alligevel ikke ville have nogen virkning i sommerferien. Der var altså en del mennesker (lærere), der mente nej, men som sagde ja til mæglingsforslaget.

Sidst i marts måned blev der afholdt generalforsamling i min lokale lærerkreds, så man kunne vælge den nye kredsbestyrelse. Det var før, vi kendte resultatet af den første overenskomstafstemning.

Senere på året valgte kongressen (nogle af de mennesker, der blev valgt i marts) så formand for Danmarks Lærerforening. Det var snert på, men det blev til et genvalg - men 'mine' delegerede stemte ikke efter min overbevisning.

Endnu senere på året valgte vi almindelige medlemmer så de mennesker, der skal sidde i hovedstyrelsen og gerne have et godt samarbejde med formanden, så Lærerforeningen kan blive smidig og slagkraftig.

Et eller andet sted i dette forløb er der noget ulogisk. Lad os begynde med overenskomsten. Når næsten 50 procent siger nej til en overenskomst, så må der skiftes ud i den eksisterende fagbevægelse, i dette tilfælde DLF, men det har man allerede afskåret medlemmerne fra - i hvert fald i min kreds - ved at afholde generalforsamling alt for tidligt i forhold til overenskomsten. Det er jo svært for medlemmerne at protestere, når de endnu ikke ved, hvad de skal protestere imod, og medlemmernes protest kunne være at vælge nye medlemmer til kredsstyrelsen. Man skal lytte til græsrødderne, og det er os menige medlemmer.

Senere på året vælger de delegerede fra kredsene på kongressen ny formand - det blev til et genvalg. Et genvalg, der var baseret på stemmer fra delegerede, der var valgt, før man kendte resultatet af overenskomsten, men som via deres position også har et ansvar for overenskomstens indhold.

Endelig vælger alle medlemmerne de mennesker, der skal sidde i hovedstyrelsen og samarbejde med den valgte formand.

Det må siges at være en ret så ulogisk rækkefølge at organisere sin fagforening på.

Kredsvalgene bør selvfølgelig ligge efter overenskomsterne.

Den nye hovedstyrelse bør selvfølgelig vælges efter overenskomsten og efter kredsvalgene, men før formandsvalget.

Formanden bør selvfølgelig vælges ved urafstemning, når alle de andre valg er overstået.

Sådan kan man få en velfungerende og demokratisk fagforening, der afspejler den aktuelle indstilling hos medlemmerne.

Og så kan man måske undgå, at medlemmerne stemmer, om en eventuel konflikt skal ligge i sommerferien eller ej, og i stedet koncentrere sig om det til enhver tid foreliggende overenskomstforslag.

Jørgen Wimo

Ålsgårde