En selvransagelse i anledning af hovedstyrelsesvalgets lave valgdeltagelse kunne føre til indsigt i, hvorfor vælgerne visnede, og stemmeprocenten blev så lav. I USSR-tiden kunne Stalins valgkreds fremvise 100 procent valgdeltagelse. En sådan statistik, hvor ingen vælger overhovedet svigter, er forhindret, i mellemtiden er afgået ved døden og så videre, er lige så nedslående som den kendsgerning, at valgdeltagelsen ved hovedstyrelsesvalget visse steder var nede på 20 procent. Her er DLF's visnepolitik virkelig slået igennem.

Når en demokratisk proces visner, er det den oplevede virkelighed, der står i frygtelig modsætning til centrale tanker. Diktaturet fremtvang uhørte valgstatistikker til opbakning af regimet, og demokratiet barsler med lav valgdeltagelse, uden at det fører til ændring i den førte politik, selv om det er helt tydeligt, at manglende medleven skyldes processer iværksat uden en sikret forbindelse til folkene på gulvet. Kom de samme folk måske til de indkaldte møder, for såkaldt at gøre deres indflydelse gældende? Ikke altid og tit slet ikke og også med god grund, fordi ingen i længden bryder sig om at deltage i 'løbet er allerede kørt'-møder. Men hvor lav skal valgdeltagelsen være, inden Danmarks Lærerforening bliver bange på demokratiets vegne?

I Folkeskolen 1-2/2000 reagerer lederskribenten, John Villy Olsen, på rygmarven, når EU og OECD finder 16 såkaldte indikatorer, som skal undersøges for at bestemme kvaliteten på området. Ren økonomi, stønner Olsen, så hvorfor ikke undersøge 'nordiske dyder som samarbejdsevne, kreativitet, problemløsningsevne og selvstændighed'. Lederen citerer et betonhoved for, at hvis det er nytteværdi, der måles, er der ikke langt til markedesværdi. Sådan en forståelse er ligeledes til stede i hovedstyrelsen, men er forståelsen bare almindeligt udbredt blandt lærere og andre iagttagere af folkeskolen?

Jeg tror, forståelsen hedder: Vi er klar til at lade måle på nytteværdiområder som matematik, læsning, sprog og så videre og klarer samtidig dannelsesområdet med de bløde værdier. Disse værdier er så indarbejdede i den danske folkeskole, at ingen EU-undersøgelse kan kvæle traditionen, medmindre nytteværdiområdet er blevet forsømt til fordel for et ligemageri, hvor alle bløde som hårde værdier er lige fedt, og fagligheden er endt i begyndende opløsning.

Man kunne jo vække de visnede vælgere til live ved at opfordre dem til at give sig til kende i forhold til, hvilke værdier den fremtidige skole skal satse på. Springet fra skrivbordene på centrale pladser til praktikeren på gulvet er den afstand på det pædagogisk/faglige område, der skal granskes, hvis valgdeltagelse ikke yderligere skal visne hen.

Torben Thomsen

Aars