Gode råd til erfarne novicer

Stil krav til ledelsen på din nye skole, hvis du er en af de mange lærere, der bliver forflyttet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er du en af de mange erfarne lærere landet over, der efter sommerferien skal begynde på en ny skole, fordi den gamle skole bliver nedlagt eller sammenlagt, så skal du måske indstille dig på at begynde helt forfra.

Jo mindre du tænker »sådan plejer jeg at gøre«, jo større chance er der for, at du falder godt til på din nye arbejdsplads.

»Jeg betragter de erfarne lærere, der begynder på vores skole efter sommerferien, på samme måde som var de nye lærere. I alt fald skal de have samme service, som nye lærere får. Og når vi holder møde, så fortæller jeg dem, at det også er en god idé, hvis de har den samme tilgangsvinkel«, siger Thomas Tramm Rotendahl.

Han er skoleleder på Bryndum Skole i Esbjerg, der efter sommerferien får lærere og elever fra Vester Nebel Skole, der bliver nedlagt.

»Det kan godt være, at du er ekspert i dit nuværende job, men alligevel kan du sagtens være novice i et andet. Et skift til en anden skole betyder, at du som lærer skal integreres i en helt ny kultur, hvor du langtfra altid kan bruge din gamle viden om, hvordan tingene bør gøres. Det kan være hårdt, men det betyder også, at du får mulighed for at forny dig og måske tage nogle initiativer, som du af den ene eller anden grund ikke har taget tidligere«, siger skolelederen.

Det er ikke kun læreren, der skifter skole, der skal yde en indsats for at få processen til at lykkes. Det samme skal de nye kolleger og ikke mindst skolens ledelse.

»Det er helt afgørende, at skoleledelsen tackler processen rigtigt«, siger Ina Krarup Nielsen. »Hvis ledelsen ikke går forrest og sørger for, at de nye kolleger med den store erfaring bliver godt integreret, så lykkes det ikke. Ledere skal signalere, at der skal gang i en positiv proces, og at de nye medarbejdere er meget velkomne«.

Hun er skoleleder på Bakkevejens Skole i Esbjerg, der efter sommerferien bliver arbejdsplads for lærere og pædagoger fra et nedlagt familiecenter og fra en lille landsbyskole.

»Det vigtigste er at snakke meget med de nye medarbejdere, så du får en god fornemmelse for, hvad de kan bidrage med, og så de finder ud af, hvad det er for en skole, de kommer til. Samtalerne skal være individuelle, så der kan snakkes fortroligt«, siger Ina Krarup Nielsen.

Det handler om at skabe forforståelse, som skolelederen fra Bakkevejens Skole kalder det, og det handler om at skabe en tryg platform:

»De fleste medarbejdere er ikke begejstrede, hvis der træffes politisk beslutning om, at deres skole ikke skal eksistere mere. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvordan man bedst kommer videre, og hvordan man undgår, at det virker kaotisk at skulle begynde på en ny arbejdsplads«.

Vigtigt er det også, at de nye medarbejdere fra dag et betragtes som ligeværdige kolleger. Start forfra med teamdannelse og fagfordeling, lyder det gode råd fra Bakkevejens Skole. |