Debat

Hvem er de ekstreme

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anni Herfort, jeg har med interesse læst din udtalelse mod racisme og fremmedhad, som du afsluttede din beretning med på kongressen for nylig.

Jeg er naturligvis helt enig med dig i, at vi som lærere skal stå frem og sige vores mening. Ligeledes skal vi heller ikke som fagforeningsmedlemmer lade os true til tavshed. Det er gode principper, som jeg selv efterlever.

Når du ligeledes tager afstand fra naziterror, racisme, fremmedhetz og diskrimination, hvilket jeg er enig med dig i, så forekommer det mig imidlertid, at du mangler noget. Du glemmer helt at tage afstand fra de terroristiske, venstreorienterede, autonome grupper og de bander af voldelige andengenerationsindvandrere, der desværre for tiden frembyder den største trussel her til lands - men det var måske en forglemmelse?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Og hvem er så 'De ekstreme partier', Anni? For du står vel ikke og fører hetz mod lovlige demokratiske partier fra kongressens talerstol? Danmarks Lærerforening har som organisation en opgave, og det er at varetage medlemmernes interesser, ikke at føre politik. Hvis du ønsker at føre dig frem med politiske manifestationer eller halvkvædede viser, så bør du hurtigst muligt forlade formandsstolen og gå ind i politik.

Medlemmerne af DLF er af vidt forskellig politisk observans, derfor bør kongressens talerstol ikke benyttes til hverken hetz eller indoktrinering af bestemte 'politisk korrekte holdninger'.

Lad mig endnu en gang understrege, at jeg er helt enig med dig, når du tager afstand fra naziterror, racisme, fremmedhetz og diskrimination, men fri mig fra dine halvkvædede viser om 'ekstreme partier'.

Lars Prier

lærer og byrådsmedlem for Dansk Folkeparti

Svar

Jeg er glad for, at du er enig med mig i, at vi som lærere har en særlig forpligtelse til at tage afstand fra naziterror, racisme, fremmedhetz og diskrimination. Når jeg vender mig imod mord og trusler på fagforeningsfolk og kulturpersonligheder i Sverige, fører jeg ikke hetz mod lovlige demokratiske partier fra kongressens talerstol.

At tage klart moralsk, menneskelig og politisk afstand fra disse uhyrligheder er derimod en oplagt måde at varetage medlemmernes interesser på.

De 'ekstreme partier', som jeg nævnte i beretningen, er politiske grupperinger, der udfører eller sympatiserer med ovenstående. Men det gælder også partier, der kommer med fremmedhadske ytringer og bygger deres politik på frygt, intolerance og udokumenterede påstande. Her tænker jeg for eksempel på udtalelser om at sælge muslimske piger som slaver til andre lande eller at smide flygtninge og indvandrere ud med faldskærm fra en flyver.

Den slags vender jeg mig skarpt imod. Det er muligt, at du opfatter det som en politisk manifestation. Jeg opfatter det som almindelig menneskelig anstændighed.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF