Debat

Værd at tygge på

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis bestilte forskningsresultater kan købes for tyggegummipenge, uden at forskningsetikken lider skade, hvor meget lettere vil det så ikke være at bestille politisk-pædagogiske resultater hos politiske venner i den pædagogiske forskning, fordi ideologiske fagfolk agerer i en højere sags tjeneste uden direkte berøring med smudsige penge. Men uanset penge er det lige vigtigt at stille spørgsmål til forskerens etiske forhold til egen forskning, hvad enten det gælder tyggegummi eller pædagogik.

Bygger børnerådsformand og professor Per Schultz Jørgensen således på videnskabelige resultater, når han skriver til 'Bagsmækken', Folkeskolen nummer 47: 'at måske kun en tredjedel af de børn, der vokser op med de svære belastninger, får dem selv - de andre går mere eller mindre fri'. Hvor stammer det usikre 'måske' fra, og 'går mere eller mindre fri' lyder yderst kryptisk. Er det for at skjule, at der alligevel er nogen automatik i begrebet negativ social arv, og at en sådan sandhed er undergravende for det politiske liv og den pædagogiske behandlertankegang?

De politiske beslutningstagere behøver at foretage sig langt mindre, hvis de blot får en forskers påvisning af, at fænomenet social arv kan behandles væk, hvis skolens værdier er de rette, og solidaritetsindsatsen er den rigtige. Med baggrund i Per Schultz Jørgensens faglige vurderinger skal politikerne såmænd nok afsætte en slant penge i finansloven til afhjælpning af rigtignok ulykkelige problemer hos visse belastede unge, men er trådene til udredning af problemerne og forslaget til løsning af vanskelighederne ikke snarere fostret i en politisk hjerne end i en videnskabelig? I tyggegummisagen blev det en mudret affære for forskningsetikken - gad vide om pædagogikområdet klarer frisag ved nøjere undersøgelse, det er værd at tygge på.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Torben Thomsen

Aars