»Jeg vil da også gerne være populær. Det vil langt de fleste vel. Det dur bare ikke med popularitetsmålinger i skolen. En samvittighedsfuld lærer kan ikke altid være populær«, siger Holger Henriksen.

Snart 80 år og stadig på tværs

Holger Henriksen lader sin ordkanon med spørgsmålstegn og fyrer udråbstegn af. Han har netop udgivet sine erindringer, hvor tvivlens kvaliteter bliver beskrevet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Han har mest været på tværs, ham Holger Henriksen. Og det er han stadig.

»Sig mig, hvor har de samlet hende Tina Nedergaard op? Nu vil hun have, at lærerne skal til at måles på, hvor populære de er hos eleverne«, kommer det med temperament og vantro i stemmen.

Holger Henriksen er på tværs på den insisterende måde, når han affyrer sine salver mod den til enhver tid herskende skolepolitiske sandhed og mod de sidste dages pædagogisk hellige.

Næste år fylder han 80, og han har netop udgivet sine erindringer, hvor han beskriver tvivlens kvaliteter.

»Konsekvensen af ministerens forslag vil jo være, at eleverne giver læreren karakterer efter, hvordan eleven lige føler, at han eller hun har det med lærerens undervisning«, fortsætter han.

»Jeg vil da også gerne være populær. Det vil langt de fleste vel. Det dur bare ikke med popularitetsmålinger i skolen. En samvittighedsfuld lærer kan ikke altid være populær«.

En skrækkelig hugorm

I barneskolen var Holger den vakse, urolige elev, der satte sig op mod lærerne. Og blev straffet. I erindringsbogen fortæller han, at han mange år senere spurgte en klassekammerat om, hvorfor han fik så mange klø i skolen. »Jamen Holger, du var jo fræk«, svarede hun.

»Det er sikkert rigtigt, at jeg var irriterende. Jeg spillede klovn og forstyrrede med min verbale kreativitet. En dag, da vi havde om tillægsord, skrev læreren 'En god dreng, en sød pige, en stor mand, en lille kone' på tavlen. Så foreslog jeg 'en skrækkelig hugorm'. Det var for meget for fru Bovbjerg, så jeg blev karakteriseret som 'mærkelig og fræk'«.

I hæren var menig Henriksen også den besværlige, og af soldaterbogen fremgår det, at han blev evalueret som »en brugbar soldat, men med et dårligt forhold til den militære disciplin og uegnet til forfremmelse«.

»Jeg havde meldt mig ind i det kommunistiske parti, fordi jeg drømte om en verden med social retfærdighed. Vi så, hvordan arbejdsløshed og fattigdom vidnede om kapitalismens manglende evne til at skabe arbejde til alle. Og de blodige krige og undertrykkelsen i kolonierne fortsatte. Jeg måtte tage parti«.

Et beroligende læserbrev

Det hævnede sig på seminariet. En af Holger Henriksens studiekammerater, som også var kommunist, havde delt løbesedler ud ved kasernen i Tønder og blev så anklaget for opfordring til mytteri. Det gav to måneders fængsel. På seminariet besluttede forstanderen derefter, at der ikke måtte medbringes politiske materialer. Det forbud rettede Holger Henriksen sig ikke efter, og da han ville aflevere nogle løbesedler i den fængslede kammerats klasse, var der straks én, der sladrede.

»Jeg fik en overhaling og var dybt rystet. Som straf blev det så bestemt, at jeg ikke kunne få en udtalelse efter endt uddannelse«.

Elevernes forening aflyste en planlagt fastelavnsfest »i solidaritet med seminariets ledelse«, og i et læserbrev i den lokale avis beroligede en klassekammerat befolkningen om, at der kun var få kommunister på seminariet, og at man trygt kunne sende sine børn til øvelsesskolen.

»Det siger lidt om, hvordan stemningen var under Den Kolde Krig. Der var lærermangel, jeg havde fine eksamenspapirer, men ingen udtalelse. Jeg var besværlig og uønsket, så der gik lang tid, inden jeg fik arbejde«.

»Åh, Holger, pjat med dig«

Selv om Holger Henriksen lader sin ordkanon med spørgsmålstegn, er det ofte udråbstegn, han fyrer af.

»I diskussioner har jeg altid kunnet blive ophidset, når jeg synes, at noget er vigtigt. Og når kammerater på seminariet sagde 'Åh, Holger, pjat med dig', blev jeg bare endnu mere stædig«.

Det kræver forstående kammerater og tryghed ved hinanden at kunne formulere en tvivl sammen og stille de afgørende spørgsmål.

»Det er sjældent at møde mennesker, hvor der er plads til nuanceringer og til at stille og diskutere de svære spørgsmål, som ingen af os rigtigt har svar på. Men heldigvis har jeg haft gode kolleger og venner, som ville samtalen«.

Men i det politiske liv i partiet var der ikke plads til tvivl.

»Dér bekræftede vi blot hinanden i troen«, husker Holger Henriksen. »Men den indre usikkerhed var der, når jeg var alene. Både om pædagogik og om politik. Når jeg kunne vende og dreje tingene alene, meldte tvivlen sig«.

»Da Anton Makarenkos bog, 'Vejen Til Livet', kom i 1958, var vi begejstrede. Han tog sig af de hjemløse børn efter den russiske revolution. Det var og er jo vigtigt at fastholde muligheden for at skabe et frirum i skolen for børn, der har vanskeligheder.

Men tvivlen kom, da jeg så, hvordan Makarenko forlangte, at børn skulle kommandere med børn. Og da en dreng begik selvmord på grund af ulykkelig kærlighed, og man så i Kommandørernes Råd sagde, at 'vi har heldigvis større ting at tage os af end kærlighed', så blev tvivlen til fortvivlelse«.

Med den sovjetiske nedkæmpning af opstanden i Ungarn fik Holger Henriksen nok, og han meldte sig ud af det kommunistiske parti.

»Først derefter kunne jeg ryste mig fri til for alvor at formulere tvivlen og se de vigtige nuancer«.

Gruppedynamikkens værste sider

Da bølgen med projektarbejde skyllede ind over skolen fra de nye universiteter, var du imod.

»Det er ikke helt rigtigt. I begyndelsen fandt jeg projektarbejde og deltagerstyring for utroligt spændende, og jeg tog konsekvensen og blev ansat på det nye universitetscenter i Aalborg«.

Det blev en ubehagelig opvågnen.

»Der så jeg gruppedynamikkens allerværste sider udfoldet i praksis. Og jeg oplevede underviseres manipulation med de studerendes emnevalg. Et projekt skulle være eksemplarisk, hed det sig. Men så må man også spørge: Hvad skal det være eksemplarisk for? Og hvis man skal læse Marx for at finde de rette svar, må jeg sige fra. Eksemplerne var ikke alment gyldige for hele universitetet, men de viste, hvad der kunne lade sig gøre. Derfor råbte jeg så højt og advarende«.

Noget tilsvarende kan heldigvis ikke ske i skolen og i læreruddannelsen, tilføjer Holger Henriksen.

»Da jeg gav mig til at grave i det, blev min konklusion, at den slags forsøg på indoktrinering ikke vil kunne lykkes i skolen og på seminariet. For dér skal vi hele tiden forholde os til folkeskolelovens bestemmelser om demokrati«.

»Men jeg advarede også mod den åndelige befamling af eleverne, der kan ske, hvis man træder inden for den enkeltes urørlighedszone, som Løgstrup taler om. Ligesom jeg advarede mod at gøre læreren til en proceskonsulent, der ser på og overlader det hele til eleverne. Det er læreren, der har ansvaret for undervisningen og for elevernes læring«.

Etik som lærerens selvkritik

I slutningen af 1970'erne og i begyndelsen af 80'erne skete der en ændring, som Holger Henriksen opfatter som meget positiv.

»På seminarierne og blandt lærere opstod der en interesse for etik, som var og er vigtig. Etikken sætter en ramme. Den begrænser den magt, som læreren altid udøver. Ja, etikken kommer til at fungere som lærerens selvkritik«.

»Jo, jeg er skeptisk, og jeg siger imod, når jeg synes, at der er grund til det. Men jeg glædes også, når vi finder nye veje. Og det blev diskussionen om professionens og den enkeltes etiske ansvar«.

Du har udsendt din bog, »Samtalens mulighed«, i fem udgaver, og den blev tykkere og tykkere fra gang til gang.

»Det må ikke lyde selvtilfreds, men jeg er rigtig glad for, at det lykkedes for mig at bore mig ned i, hvad vi kan forstå ved demokratisk undervisning. Sammenhængen med samtalens etik og hele oplysningsbegrebet blev vigtig for mig. Filosoffen Emanuel Kant mente, at der eksisterer nogle universelle rettigheder, og dér vil jeg ikke give køb. Det er jeg blevet for klog til. De rettigheder skal gennemsyre undervisningen og hele skolen. Demokratisk undervisning handler ikke om afstemninger, flertal og mindretal. Undervisning har intet at gøre med en parlamentarisk proces. Læreren har ansvar for undervisningen. For helheden i skolen. For elevernes rettigheder. Det kan der ikke stemmes om eller popularitetsmåles på«.

Kan elevbedømmelse af lærerne ikke være et værn mod netop det, du advarer så voldsomt imod?

»Overfladisk tænkt, jo. Men når man skal lære noget, der er svært eller vigtigt, gør det altså af og til ondt. Det er vanskeligt at tilegne sig noget nyt og at kassere gammel viden. Det koster anstrengelse og udholdenhed. Det kræver kedelig øvelse. For at være en retfærdig lærer må man behandle eleverne forskelligt. Det bliver man ikke nødvendigvis populær af«.

Holger Henriksen

Holger Henriksen blev lærer fra Tønder Seminarium i 1953 og cand.pæd. i 1973. Gennem forfatterskab, undervisning og foredrag har han bidraget til skoletænkningen og den pædagogiske debat.

Fra 1955 til 1970 arbejdede han på Rørkær Skole i Esbjerg afbrudt af tre år i Umanaq, Grønland. Fra 1971 til 1975 var han adjunkt ved Esbjerg Seminarium og de følgende fire år lektor ved Aalborg Universitetscenter. Derefter blev han ansat på Haderslev Seminarium, og sideløbende hermed var han central studielektor i pædagogik i Undervisningsministeriet.

Holger Henriksen har udgivet en lang række bøger. Blandt andre »Samtalens mulighed - bidrag til en demokratisk didaktik«, »Kulturkampen - bidrag til enhedsskolens historie«, »Civil courage - et essay om pædagogikken og menneskerettighederne«, »Pædagogisk takt - og kunsten at køre med hundeslæde«, »Undervisningens samtale« og »Den politiske dannelse - tre studier over forholdet mellem politik og pædagogik«.

Den 1. december udkom Holger Henriksens erindringer: »Erindring og eftertanke«.

»Det er vigtigt at fastholde muligheden for at skabe et frirum i skolen for børn, der har vanskeligheder med hjemmefra«.