I den danske højtestimerede antiskole falder de fleste målinger af elevernes preæstationer dårligt ud. Altså udfærdiger vi en tese om, at målinger er skadelige for børnene. Målinger nedbryder børnene psykisk. Og så må vi nok hellere holde op med at måle noget. I antiskolen udvirker en nedbrudt undervisningsaktivitet, at det er vanskligt for eleverne at præstere noget fagligt på højt niveau. Altså gør vi det at skulle præstere noget skadeligt for børnene. Vi kan jo stramme skruen og fremføre en tese om, at børn kan komme til at lide af præstationsangst. Det tager sig bedre ud end blot at anføre, at det at skulle præstere noget kan forekomme besværligt.og måske ubehageligt. Nej, så er det bedre at gøre præstationer til psykisk nedbrydende. Og når dygtige elever fortsat skal spærres inde i de elevsammenrodede klasser, hvor det er vanskeligst muligt at dygtiggøre sig på højt niveau, så kan eleverne heller ikke konkurrere med hinanden om, hvem, der bliver dygtigst. Og så må vi nok hellere gøre selve konkurrencemomentet til psykisk skadeligt for børnene. Og den tendens kan vi jo så lade brede sig til hele samfundet. Så pludseligt er det selve samfundet, der er skadelig for børnene, da samfundet jo er et fælt konkurrence- og præstationssamefund.

Og dekadencen kan drives endnu videre. Når skolen nu engang er indrettet på at underminere den faglige undervisning, kan eleverne jo ikke svare korrekt på de kontrolspørgsmål, som læreren må formodes at stille. Og så må der tildannes en pædagogiske formulering om, at det at svare forkert er godt i sig selv. Forkerte svar gøres nærmest til forudsætningen for en senere succes i erhvervslivet.

Men på èt punkt er den pædagogiske forskning endnu ikke kommet i mål. Fra antiskolen siver der uafladeligt beretninger ud om lærere, der i indskolingen får smidt stole i hovederne og bliver overklistret med sprogets mest slimede formuleringer. Og det i en grad, så lærerne nedbrydes psykisk og må forlade jobbet. Alle korser sig, men ingen rører en finger for at forhindre denne udvikling. Så her må den pædagogiske forskning sandelig se at komme på banen. Her må der udvikles en teori om, at netop denne elevadfærd skal ses som udviklende for eleverne og som en sikring af succes med livet efter skolen. Noget i retning af, at jo mere vanartede eleverne er og jo mere uforskammet de taler til hinanden og til lærerne jo mere kreativitet udviser de.

.