”Det er f.eks. vigtigt, at en en idrætslærer rent faktisk ved, hvad sker der i kroppen, når man træner på en bestemt måde, hvordan børns fysiske udvikling er, og at man kan lave en biomekanisk analyse af spring, så man kan lave en god opbygning hertil,”, siger idrætscensorernes formand, Susanne Storm

Censorrapport: Der er sket en skævvridning i idræt på læreruddannelsen

De lærerstuderende i idræt er dygtige til at lære det, de skal ifølge bekendtgørelsen for læreruddannelsen, men bekendtgørelsen negligerer det fagfaglige, lyder det fra idrætscensorernes formand.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Censorerne er bekymrede over, at der i den nuværende læreruddannelse er skåret kraftigt i den fagfaglige undervisning.

Det skriver idrætscensorernes formand, Susanne Storm i censorformandskabets årsberetning.

"I censorrapporternes kommentarer gives der udtryk for en bekymring i forhold til ændringer i det faglige niveau. Der gøres opmærksom på de studerendes manglende bredde og dybde i forhold til videns- og færdighedsgrundlaget. Flere censorer skriver, at det er tydeligt at mærke, at undervisningstiden indenfor faget er reduceret, og dette afspejles negativt i de studerendes faglige niveau. Det anbefales, at der tildeles flere undervisningstimer til faget", skriver hun og uddyber over for folkeskolen.dk/idræt:

"De studerende er didaktisk dygtige til at undervise, men der er en fagfaglig dybde, vi misser i den nuværende læreruddannelse".

"Det er f.eks. vigtigt, at en en idrætslærer rent faktisk ved, hvad sker der i kroppen, når man træner på en bestemt måde, hvordan børns fysiske udvikling er, og at man kan lave en biomekanisk analyse af spring, så man kan lave en god opbygning hertil,", siger hun.

48 procent: Det faglige niveau på læreruddannelsen er faldet

Susanne Storm og hendes censorkolleger mener ganske enkelt, at politikerne må ændre i bekendtgørelsen, så det fagfaglige ikke går yderligere tabt.

"Man skal fra politisk side tage det alvorligt, at vores censorer beskæftiger sig med det, som de studerende uddanner sig til, og de siger, at der er sket en skævvridning. Politikerne har fået den uddannelse, som de selv har defineret, og derfor har vi måttet ændre i opbygningen af uddannelsen og indholdet i modulerne. Det er blevet på bekostning af fagfagligheden, idet der samtidig med er sket markante besparelser på læreruddannelsen".

Hun understreger, at kritikken ikke er rettet imod læreruddannelserne.

Rektorer: Læreruddannelsen må ikke blive et kludetæppe

Bred tilfredshed med ny prøvestruktur

Censorkorpset i idræt er til gengæld over en bred kam tilfredse med formen for eksamen i idræt.

"Samtlige censorer fremhæver prøvens sammensætning med en praktisk, skriftlig og mundtlig del som en markant styrke ved faget", skriver Susanne Storm i sin beretning og uddyber:

"Der er tilfredshed med den praksisnære idrætseksamen. I idræt kan man gå til gruppeeksamen, hvilket giver god mening, så man f.eks. kan bruge hinanden i en boldspilsdisciplin eller tage imod hinanden i et spring til en gymnastikøvelse", siger Susanne Storm.

Censorerne har dog et enkelt kritikpunkt, og det er, at der nogle steder er for lidt tid til at få en dialog i gang til den mundtlige del af gruppeeksamen. Det skyldes, at man på nogle professionshøjskoler tillader, at mere end tre studerende må op sammen til den mundtlige eksamen og holder hver deres oplæg.

Undervisningsministeren vil have læreruddannelsen ændret igen

Powered by Labrador CMS