Anmeldelse

Træn dansk 0-2

Træn dansk

Eleverne skal være nysgerrige og kloge på sproget for at blive kompetente sprogbrugere. Serien "Træn dansk" skærper elevernes opmærksomhed på sprogforståelse gennem afvekslende, men også genkendelige opgavetyper.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At sprogudvikling skal gøres til en leg for eleverne, er tankerne bag hæfterne, som har en målsætning om, at alle børn skal have lige muligheder for at lære, trives og være.

Fakta:

Titel: Træn dansk 0-2

Forfatter: Jytte Blanner

Sider: 48

Forlag: Dafolo

"Træn dansk 0" fører eleverne gennem processen fra lyd til læsning. Der arbejdes selvfølgelig systematisk med bogstavindlæring, men der er også mange alsidige og inspirerende opgaver med fokus på sproglig opmærksomhed. "Træn dansk 1" har fokus på områder inden for sprogforståelse, afkodning og tekstforståelse. Stadig med motiverende opgavetyper som krydsord, quiz, gåder og jeopardy. "Træn dansk 2" har fortsat fokus på sprogforståelse, afkodning og tekstforståelse. Her er der blandt andet lagt særlig vægt på det semantiske indhold i ord, at lære om ordklasser og at stave lette ord, herunder lydrette og ikkelydrette ords stavemåde.

En del af opgavetyperne genkender jeg fra de nationale test, som for eksempel talemåder, dan tre ord og homonymer. De nationale test og Fælles Mål har givet en fælles retning på de fleste nye udgivelser.

"Træn dansk" er et indbydende og gennemarbejdet engangsmateriale. Det bringer eleverne igennem de danskområder, vi gerne vil have i løbet af indskolingen, på en sjov og overskuelig måde. Engangsmaterialers udfordring er, at der ikke er opgaver nok til de elever, der har brug for at træne mere eller andet. Det skal ikke komme dette materiale til last. Det kan bestemt anbefales inden for rammerne af engangsmaterialer.