Første halvår af 2010 kastede strid vind ind over folkeskolen. Statsministeren havde sat gang i et 360-graders-eftersyn. Med stor patos erklærede han, at målet var at bringe den danske folkeskole op i verdenseliten inden for de næste ti år. I takt med at rejseholdet nåede rundt i landet, kastede medierne sig med stor sensationslyst over de kontrollerede udslip fra det faglige panel og fremstillede en række veloplagte karaktermord på den danske folkeskole: Skoleeleverne snydes for måneders eller endog års undervisning på grund af aflyste timer, var en af historierne, hvor det især var Københavns Skolevæsen, der stod for tur; de resursestærke forældre er så utilfredse med niveauet i folkeskolen, at de sætter deres børn i eliteprivatskoler, var en anden tophistorie; skolelederne kan ikke finde ud af at planlægge skolernes hverdag effektivt og sørge for et lavt sygefravær blandt lærerne og bør udskiftes med personer fra det private erhvervsliv, var en tredje af de opsigtvækkende temaer, og endelig - kioskbaskeren over dem alle: lærerne ved ikke, hvad der virker i undervisningen!

Da så endelig rapporten fra rejseholdet blev offentliggjort, fulgte yderligere teatertorden og storladen retorik fra politikere og andre meningsdannere, der ville signalere handlekraft i forhold til folkeskolen, mens folkeskolens egne aktører, understøttet af undervisningsforskerne, stillede sig ret afvisende over for rapportens konklusioner og forslag. Fronterne var trukket skarpt op, men så kom feriesæsonen, og det pædagogiske støv, der var hvirvlet op, kunne lægge sig igen.

Hvor efterlader det så folkeskolen her ved starten af et nyt skoleår - år 0 efter rejseholdet? Problemet er i denne sammenhæng, at der ikke hersker en konsensus om, hvor på skalaen fra »elendig« til »suveræn« den danske folkeskole befinder sig i dag, eller hvor meget der skal til for at bringe den op i verdensklasse.

Verdensklasse er i øvrigt i dag blevet til et begreb, som bliver slynget ud i tide og utide, når man vil signalere handlekraft og målrettethed, men dybest set siger det ikke noget konkret. For hvordan defineres verdensklasse? I den nuværende regerings optik sættes verdensklasse inden for folkeskolen lig med at opnå en top fem-placering inden for de internationale målinger a la Pisa. Men er det nødvendigvis verdensklasse?

Den tvivlsomme brug af verdensklassebegrebet vil jeg dog se bort fra her, og lad os også se igennem fingrene med de tydelige elementer af at være et politisk projekt, som skinner gennem rejseholdets afrapportering fra sin tour de force gennem det danske skolelandskab. Lad os i stedet se på de reelle forslag til at styrke den danske folkeskole, som er blevet resultatet af arbejdet. Her er der bestemt noget at komme efter. Rapporten slår ned på en række af folkeskolens ømme tæer og bringer en række interessante forslag til forbedringer i spil, men niveauet er ikke lige højt overalt, og fra tid til anden forsynder holdet sig mod sin egen formulerede grundregel, at nye tiltag inden for folkeskolen skal basere sig på evidensbaseret forskning og ikke blot på common sense-betragtninger og udokumenterede holdninger. Hvor er det lige, at man kan finde evidensen for, at resultatløn til skoleledere og skolechefer vil skabe bedre skoler? Og hvorfor insistere på elevplanernes fortræffeligheder, når der ikke eksisterer nogen evidens for, at elevplaner til alle elever i alle fag sikrer bedre kvalitet i folkeskolen? Skal man, som det i de senere år er blevet så populært i skolen, give en karakter for kvaliteten af rejseholdets samlede forslagsvifte, må det blive et 7-tal, måske et stort ét af slagsen, for en præstation lidt over middel, solid uden at være prangende og i hvert fald langt fra den verdensklasse, som er politikernes mål for fremtidens folkeskole.

Rapporten rummer interessante observationer og anbefalinger. Det er yderst relevant, når rejseholdet påpeger, at den danske læreruddannelse i alt for ringe grad præsenterer de kommende lærere for den didaktiske og pædagogiske forskning, og at de derfor ikke bliver tilstrækkeligt teoretisk udrustet til deres fremtidige virke. Dermed ikke sagt, som det blev udlagt i dagspressen, at danske lærere ikke ved, hvad der virker i undervisningen! Det er givet rigtigt, at det kunne være en god idé at styrke den forskningsbaserede undervisning på læreruddannelsen, og sandsynligvis også rigtigt set, som påpeget fra rejseholdets side, at det ville styrke lærerkandidaternes generelle faglighed, hvis seminarieuddannelsen forlængedes med et femte år, og at det bør overvejes, om man ikke i lighed med mange andre lande skal gøre læreruddannelsen til et universitetsstudium, om ikke andet for at sikre en større og mere fagligt kvalificeret søgning til læreruddannelsen. Alt andet lige må der komme bedre lærere ud af uddannelsen, hvis de studerende rekrutteres blandt de ti procent fagligt stærkeste studenter (som i Finland) frem for blandt den svageste tredjedel (som i Danmark). Jeg er også enig i, at hvis den danske folkeskole skal have et fagligt løft fremover, bliver det nødvendigt at se på, hvordan vi kan få løftet lærernes undervisningsprocent, og det er også afgørende at sikre lærerstanden et generelt kompetenceløft gennem målrettet efteruddannelse.

På samme måde tager rejseholdet fat om nældens rod, når udvalget påpeger, at specialområdet er ved at kvæle folkeskolen med sine stadig øgede udgiftskrav, og at der må ændres praksis på dette område mod større inklusion på skolerne, mod at styrke de specialpædagogiske kompetencer på den enkelte skoler og mod i langt større grad at undgå udskillelse af børn til de ekstremt udgiftstunge specialskoletilbud. I den sammenhæng giver det også fornuftig mening, når rejseholdet argumenterer for, at fremtidens folkeskole skal rumme minimum tre spor, og at de små skoler må lade livet. Sidstnævnte anbefaling er nok i høj grad også betinget af den økonomiske virkelighed, som kommunerne befinder sig midt i, hvor skoleområdet i de kommende år vil blive udsat for markante besparelser.

De politiske forudsætninger for rejseholdets forslag til at skabe en folkeskole i verdensklasse var, at de skulle kunne realiseres inden for de nuværende økonomiske rammer. Virkeligheden er, at skolernes budgetter vil blive reduceret kraftigt i de kommende år, hvilket bestemt ikke gør det nemmere at opfylde de politiske drømme om en folkeskole i verdensklasse. Mindre kan måske også gøre det. Der er bestemt plads til forbedringer, men folkeskolen er i dag langt bedre end sit rygte og rummer en lang række kvaliteter, som en for ensidig fokusering på en optimering af de målbare resultater i stræben efter en international top fem-placering meget let vil kunne ødelægge. Og så er vi da først for alvor på røven i den danske folkeskole! |