1

Søren Hammer

Publiceret Senest opdateret
2
3
4
5
6 (foto: Tomas Bertelsen)

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærer Søren Hammer Jacobsen er 57 år og bor på Bakkegade i Frederiksværk.

Uddannelse:

Læreruddannet fra Jonstrup Seminarium - landets ældste og nu nedlagte skolelærerseminarium - i 1980. Linjefagene var matematik og fysik.

Arbejdsplads:

Kregme Skole i Halsnæs Kommune, hvor han underviser i matematik og fysik. It er en af hans kernekompetencer. Tidligere i karrieren har han været lektor i programmering på Ingeniørskolen i Ballerup. I en periode har han været medlem af skolens MED-udvalg.

Familie:

Fraskilt og far til to døtre på 18 og 20 år. Boede i en årrække i København, men flyttede for seks år siden til Frederiksværk, hvor han lejede sig ind på første sal hos søsteren, sygeplejerske Lotte Hammer. Sammen begyndte de at skrive på deres første krimi, »Svinehunde«, der siden er solgt til 16 lande. De var seks år om at få debutbogen færdig. Og det gav bonus! Søren og Lotte planlægger sammen plottet, skriver kapitlerne på skift, inden Søren står for den endelige gennemskrivning.

Mit arbejde lige nu:

Jeg har taget orlov fra mit arbejde på Kregme Skole (ved Frederiksværk) det kommende år for at koncentrere mig om at skrive krimier. Jeg og min søster, Lotte Hammer, er i øjeblikket i gang med at skrive på bog nummer fire i vores krimiserie, der blev indledt med »Svinehunde«. Samtidig gennemskriver vi nummer to og tre i serien.

Mit arbejde om fem år:

Da er jeg pensioneret og er fortsat i gang med at skrive krimier. Vel at mærke hvis jeg til den tid stadigvæk ved, hvad en bog er.

Efteruddannelse:

Jeg har ikke været på kurser for nylig. Men principielt mener jeg, at uddannelse er godt - også efteruddannelse.

Ting, som er vigtige for mig:

1. Mine to døtre - af indlysende årsager! Selv om Lotte og jeg skulle ende med at tjene penge på bøgerne, drømmer jeg ikke selv om at slå mig ned på Rivieraen eller noget i den stil. Hvad skulle jeg dog dér? Men jeg vil gerne kunne gøre noget godt - også økonomisk - for mine to piger. Én materiel forbedring af dagligdagen overvejer jeg dog - nemlig en opvaskemaskine.

2. Jeg er glad for at læse. Men faktisk ikke nutidige krimier i særlig stort omfang. Jeg er mere til klassisk litteratur såsom Steen Steensen Blichers »Præsten i Vejlby«, som jeg i øvrigt betragter som Danmarks første og bedste kriminalroman. Makkerparret Sjöwall og Wahlöos krimier kan jeg også godt lide.

3. Jeg er fan af Liverpool F.C., ikke mindst fordi stemningen på holdets hjemmebane Anfield er unik.

4. Når jeg holder fri fra skriveriet, kan jeg finde på at slappe af foran tv, gerne med en god historisk serie - eller en Liverpool-kamp. Desuden interesserer jeg mig også for matematik og naturvidenskab i min fritid.

5. Min søster Lotte og jeg så ikke noget til hinanden i mange år, men har fået et tæt og fortroligt forhold. Fællesskabet er kun blevet styrket af, at vi har skrevet de her bøger sammen.

6. Jeg er vild med at skrive. Det er dét, min tid går med i øjeblikket. Især skabelsesprocessen fascinerer mig, mens de mange omskrivninger og finpudsninger af manuskripterne mere er hårdt arbejde. Når vi skriver vores krimier sammen, har vi en form for arbejdsdeling: Jeg tager mig især af den kontante og rå del af handlingen, mens min søster Lotte har sin styrke i beskrivelserne af personernes følelsesliv.