Flere vælger privatskole frem for folkeskole

Andelen af grundskoleelever, som går i privatskoler, er steget, viser en opgørelse fra centrum-venstre tænketanken Cevea, som især er bekymret over udviklingen i de større byer. I København er andelen steget med 3,7 procentpoint siden 2007.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Københavns Kommune gik 27,8 procent af grundskoleeleverne i privatskole. På landsplan ligger andelen på 14,8 procent i, hvor der i 1999 var 11,8 procent af alle grundskoleelever, som gik i private skoler.

Det er den politiske detailstyring og den megen negative omtale af folkeskolen, som er skyld i, at flere vælger private skoler frem for folkeskolen, mener direktør i Cevea, Jens Jonatan Steen.

Tre typiske årsager til at vælge private skoler

Årsagerne til at vælge en privatskole er dog forskellige rundt om i landet, mener han og peger på tre forskellige tendenser.

I nogle dele af landet, som for eksempel i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor andelen er privatskoleelever er 29,2 procent, er der historisk tradition for at vælge private skoler. I andre tilfælde vælger forældrene en privat skole til deres børn, fordi den lokale folkeskole er blevet nedlagt, og der i stedet er oprettet en friskole.

"Og så er der den tendens, som vi ser i København, hvor der har været en så negativ omtale og måske endda hetz mod enkelte folkeskoler, som har gjort, at man har mistet tilliden fuldstændig til den pågældende folkeskole", siger Jens Jonatan Steen til folkeskolen.dk.

Valg af privatskole kan skævvride samfundet

Hvis udviklingen fortsætter med sin nuværende hastighed, vil 40 procent af de københavnske elever i 2020 gå i privatskole, lyder fremskrivningen fra Cevea.

"Så er fundamentet for folkeskolen brudt, og det er en uheldig tendens. Det vil gøre op med den sociale sammenhængskraft og bryde det fælles referencepunkt, vi har i en fælles folkeskolen, hvor man kan komme uanset social baggrund. Vi tror, det kan skabe et mere lagdelt samfund, hvor der en stor chance for, at de svageste bliver tilbage i folkeskolen, og de stærkeste vil have valgt de andre alternativer", siger Jens Jonatan Steen.

Udviklingen bekymrer Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini.

"Ud fra de undersøgelser, jeg har set, ville forældrene ønske, de kunne vælge folkeskolen. Men de er utilfredse med folkeskolen, og det gør, at de vælger privatskolen. Folkeskolen bør være så god, at den er forældrenes naturlige førstevalg", siger hun til Berlingske Tidende.

Finansieringen er et problem

For at ændre på udviklingen skal der ses på finansieringen af privatskolerne, mener Jens Jonatan Steen.

Det offentlige tilskud til privatskoler er per elev 75 procent af udgifterne til en gennemsnitlig folkeskoleelev.

"Vi bør derfor enten kræve et større socialt ansvar fra privatskolerne eller bruge noget af den voldsomme statsfinansiering på at løfte folkeskolerne", siger han til folkeskolen.dk.

Han henviser desuden til em artikel i Berlingske Tidende, som beskriver, at mange forældre søger de private skoler, fordi der er friere rammer, som giver forældrene større mulighed for at få indflydelse.

"Den enorme detailstyring, som man har trukket ned over folkeskolerne de senere år er nok noget, man bliver nødt til at gentænke. Politikerne må spørge sig selv, om der ikke skal være mere plads til, at den enkelte skole og den enkelte folkeskolelærer i højere grad kan udfylde sit eget råderum", siger Jens Jonatan Steen.

Politikeres skolevalg vækker eftertanke

På det seneste er det kommet frem, at flere landspolitikere har valgt en privatskole til deres børn, men mener ikke, man skal lægge for stor vægt på betydningen af deres valg.

"Men det er klart, at det må vække eftertanke, når nogle af de politikere, som er ansvarlige for at lave den bedst mulige folkeskole, vælger at sende deres egne børn i et alternativ. Det viser, at ikke engang de har tilliden til, at folkeskolen kan levere det, den skal. Det er et symptom på den negative opfattelse, der har været af folkeskolerne", siger han.

Læs mere

Ceveas notat om privatskoler ogfolkeskoler

Berlingske Tidende