Anders Fogh Rasmussen skabte med sin nytårstale i 2002 på én gang hundredvis af integrationseksperter. De, der før havde erhvervet sig faglig viden gennem uddannelser, for eksempel om hvad sproglig og kulturel mangfoldighed betyder i globaliserede samfund, blev af den nye statsminister forvandlet til »statsautoriserede smagsdommere«. De nye integrationseksperter fik kronede dage, som de har haft i de cirka 3.000 dage, der er gået siden. Fælles for de nye integrationseksperter er, at pædagogik og uddannelsesforskning svarer til halalhippier udi godhedsindustrien.

Integrationseksperterne har tre pointer. Den første handler om at drive klapjagt på andre sprog end dansk i uddannelserne. Journalist Lars Olsen er nok den, der flittigst har fremført denne pointe, for eksempel når han beskriver drengen Ibrahim, der bliver mobbet, fordi han ikke har et sprog. Det tyder på, at Olsen ikke anser andre sprog end dansk for overhovedet at være sprog. Med det udgangspunkt er sproglige minoriteter en trussel mod mainstream uddannelsesinstitutioner. Alternativet til mainstream er at indrette uddannelsesinstitutionerne efter brugernes sproglige og kulturelle forudsætninger.

Integrationseksperternes pointe nummer to er truslen mod sammenhængskraften, som de mener er forbundet med særlige danske nationale værdier, der er forankret i en dansk kultur. I denne forståelse er det minoriteternes eget problem, at de ikke kan forstå, hvad det vil sige at være dansk. Minoriteterne begriber ikke danskheden i danskernes særlige nationalkarakter, og derfor bliver de en trussel mod den national-kulturelle sammenhængskraft. Alternativet til det at dyrke det nationale særpræg er sammenhængskraft, der kommer af lighed.

Kombinationen af, at dansk er det eneste gangbare sprog i uddannelserne, og at sammenhængskraften forstås som etnisk kulturel homogenitet, leder frem til integrationseksperternes tredje pointe. Den kan beskrives med to ord: Spred dem! For integrationseksperterne er procentgrænserne vigtige. For eksempel kan det blive »en dødsrute«, hvis der kommer for mange tosprogede elever og studerende på uddannelsesstederne. Jævnfør følgende udsagn om, hvad der kan ske, hvis procentgrænsen bliver for høj: »Nej, for vi skal ikke være en ghettoskole. Succesen med at tiltrække tosprogede studerende kan også blive en dødsrute, hvis de er de eneste, der tilmelder sig. Vi vil mangfoldigheden, og vi vil uddanne lærere til den danske folkeskole. Derfor skal der være en stor repræsentation af etnisk danske studerende«. Man kan kun gætte sig til, hvad (tosprogede) lærerstuderende tænker, når de læser sådanne udsagn. Men én ting står klart: Integrationseksperterne har en sikker strategi: Først pisser de på sproglige og etniske minoriteter, og så påstår de, at de lugter.