”Vi skal tale noget mere om tillid. Jeg tror, at det vil have en positiv effekt på magthaverne, hvis vi alle begynder at tale mere om vores tillid til de offentligt ansatte”, lyder det fra lærernes næstformand Dorte Lange.

DLF om ny kampagne: Tilliden til de offentligt ansatte er på retur

I en ny kampagne på de sociale medier vil Danmarks Lærerforening have danskerne til at debattere tilliden til offentlige ansatte. Tillid er fundamentet for både skolen og samfundet, lyder det fra næstformand Dorte Lange.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

#væktilliden. Hvis du bruger meget af din tid på de sociale medier, er du måske stødt på hashtagget, der kommer fra en ny kampagne fra Danmarks Lærerforening.

Illustreret med et ringende vækkeur forsøger lærernes fagforening at starte en debat om tilliden til de offentligt ansatte.

"Det er vigtigt at snakke mere om tillid, fordi vi kan mærke, at tilliden i samfundet er på retur. Som lærer og offentligt ansat bliver vi mødt med en gryende mistillid. Vi mener, at tillid som begreb har været med til at bære Danmark frem. Det er det, der har gjort, at vi er et rigt og trygt samfund", forklarer næstformand i Danmarks Lærerforening Dorte Lange.

Konflikt: Regering og mange kommuner vil sende sparet løn tilbage til velfærden 

Kampagnen kører på de sociale medier facebook, twitter og instragram, og her har alle mulighed for at vise deres støtte ved at bruge hashtagget #væktilliden.

Handler om alle offentligt ansatte

Og selvom kampagnen kommer fra lærernes fagforening, samt at man på kampagnens hjemmeside kan læse, at "folkeskolen har brug for en ny start baseret på tillid og aftaler", er kampagnen sat i verden for at sætte fokus på tilliden til alle offentligt ansatte, fortæller Dorte Lange.

"Både skolen og samfundet har brug for tillid for at kunne fungere. Når forældrene hver dag afleverer deres børn til lærerne, skal det være udtryk for, at de har en meget stærk tillid til, at lærerne gør deres allerbedste for at sikre, at deres børn udvikler sig fagligt og som mennesker", siger hun.

Ifølge lærernes næstformand har en manglende tillid til lærerne ført til en række kontrolforamstaltninger.

Bondo og Ziegler mødes i Forligsen igen onsdag 

"Det er et udtryk for mistillid, at lærernes arbejdstid i øjeblikket er dikteret ved lov og ikke via en gensidig aftale. Når der ikke er tillid, sætter man lærerne til at undervise mere, begynder i højere grad at måle på deres arbejde og teste elever mere", siger hun og tilføjer:

"Alt sammen tiltag, som faktisk er med til at gøre undervisningen dårligere".

Håbet med kampagnen er, at politikere såvel som den almindelige dansker begynder at debattere og sætte ord på tilliden i det danske samfund.

"Vi skal tale noget mere om tillid. Jeg tror, at det vil have en positiv effekt på magthaverne, hvis vi alle begynder at tale mere om vores tillid til de offentligt ansatte".

Flere end 100 organisationer bag #enløsningforalle

Danmarks Lærerforening er også del af en fælles kampagne sammen med mere end 100 faglige organisationer, der er gået sammen om kampagnen #enløsningforalle.

Organisationerne forsøger med kampagnen at sætte fokus på, at de håber på, at de nuværende overenskomstforhandlinger i Forligsinstitutionen munder ud i en indgået aftale med arbejdsgiverne.

Bondo: Lærernes arbejdstid er ikke kun vigtig for lærerne 

På kampagnens hjemmeside enloesningforalle.dk er det desuden muligt at følge med i, hvor og hvornår der vil være demonstrationer, møder og andre aktiviteter i nærheden af ens bopæl eller arbejdsplads.

I sidste uge præsenterede #enløsningforalle en video, der forsøger at forklare fagbevægelsens krav ved de nuværende forhandlinger: