Det hele skrider for lærerne – men det kan de kun takke sig selv for

Lærerne er blevet banket på plads, deres arbejdsvilkår er forringet, deres anseelse styrtdykker, og de fleste andre erhvervsgrupper har overhalet dem i faglighed og løn. Men det er helt deres egen skyld.

Karsten Søberg, fhv. lærer, Glumsø

I anledning af den endnu engang tilstundende konflikt på lærerområdet vil jeg gerne komme med mit syn på tingene.

For jeg er én af dem, der nu gennem 40 år har ærgret mig over udviklingen på området. Eller ærgret mig er måske så meget sagt, undret mig er nok et bedre udtryk.

Jeg har fulgt udviklingen fra en position på nederste trin til en position på øverste trin. Fra såkaldt løs cykelvikar til direktør for kommunale børne-, skole- og kulturforvaltninger i tre forskellige kommuner.

40 år kunne give en ualmindelig lang historie. Jeg skal prøve på at gøre den kort.

Da jeg opnåede fastansættelse i Københavns Kommunale Skolevæsen for 40 år siden, var titlen og lønnen beskeden. ”Fast vikar” kunne jeg kalde mig. Men en ansættelse som tjenestemand i sigte, med en tilhørende sikkerhed i ansættelsen som overlærer og en ikke ringe stigende løn og pension, gjorde livet udholdeligt.

Og ja, vi havde faktisk syv ugers sommerferie, vi havde faktisk fri julen over, fri i påskeugen, Kristihimmelfartsferie, 1. maj og 5. juni, uge 42 – kartoffelferien, som vi kaldte den – og senere kom så en vinterferie oveni.

Skulle vi så som modydelse undervise flere timer i de 40 årlige skoleuger?

Det var der nogle, der mente.

KL forlangte på et tidspunkt lærernes arbejdstid delt op i tre enheder; undervisning, forberedelse og så en fast pulje til øvrige opgaver – altså den senere så udskældte UFØ-model. Hensigten var åbent, at der bl.a. skulle kunne tildeles mindre forberedelsestid til mindre krævende undervisningsopgaver og til gengæld udføres mere undervisning indenfor den samlede arbejdstid. Pligtig undervisningstid var dengang ca. 24 lektioner ugentligt, hvilket omregnet giver 18 klokketimer, eller tre en halv time dagligt i 40 uger.

Ordningen var også at forenkle opgørelsen af lærernes arbejdstid, men Danmarks Lærerforening (DLF) havde held med at sabotere et ønske fra deres arbejdsgivere. For formlen UFØ endte, til alles forbløffelse, med det resultat, at lærerne på papiret arbejdede 42 klokketimer om ugen. Og da det er papiret, der tæller, var ferier og fridage og det beskedne undervisningskrav ligesom forklaret. Hvordan kunne det dog lade sig gøre? Jo, blandt andet fordi eftertragtet efteruddannelse (f.eks. et 99 lektioners kursus i korsang, som jeg selv havde den glæde at få) bemærkelsesværdigt nok ikke regnedes som ”øvrige opgaver”. Derimod gav det fradrag i den pligtige undervisningstid. Så kunne eleverne have vikar i den tid. Elendig forhandlingsevne fra arbejdsgiversiden, ja,

men en pyrrhussejr for lærerne, skulle det vise sig.

24 ugentlige pligtige lektioner gav undervisningsfri til middag hver dag. Under eget ansvar forstås. Havde vi så vores ledere på nakken? Næ, de sad og sov til lærerrådets møder, der foregik i to timer en enkelt gang om måneden.

Ledernes eneste opgave var nemlig at føre de beslutninger ud i livet, som lærerrådet traf. For sådan var DLF’s verdensbillede. Ledere er dem, som ikke er begavede nok til at være lærere, og derfor havde lederne ikke engang stemmeret i lærerrådet.

Resultatløn, som kunne have givet dygtige, energiske unge lærere lidt ekstra i posen, blev effektivt bekæmpet. Kun ancienniteten talte ifølge DLF – med utallige højtlønnede, jobsikrede udbrændte overlærere og frustrerede, lavtlønnede energiske unge lærere til følge.

At gøre læreruddannelsen akademisk, fem år ved et universitet, med højere løn og anseelse, som foreslået af daværende undervisningsminister Bertel Haarder, blev skråsikkert afslået. Akademikere har nemlig ingen forstand på pædagogik. Ifølge DLF.

Ja, og det er præcis den Bertel Haarder, som bare da navnet blev nævnt ved min første del af skolelederuddannelsen i 1980’erne på Den Kommunale Højskole i Grenå gav anledning til krampagtig hånlatter fra nyudnævnte skoleinspektører og viceinspektører. Jeg var mildest talt lamslået.

Nå ja, så gav man i 2009 nogle historisk høje lønstigninger til lærerne – i håbet om at de dog ville imødekomme bare nogle af arbejdsgivernes ønsker. Og de gjorde det søreme! På papiret. For som DLF’s motto altid har været: De kan vedtage, hvad de vil på Christiansborg. Vi bestemmer alligevel, hvordan det går til ude i kommunerne. Ude i

virkeligheden.

I startfirserne foretog Københavns Kommunelærer Forening (KKF) blandt foreningens medlemmer en skriftlig, anonym spørgeskemaundersøgelse for endegyldigt at fastslå, at lærerne arbejdede langt mere end de 37 ugentlige timer, de fik løn for. Undersøgelsen blev hastigt lagt i skuffen. Næppe en eneste af de adspurgte nåede op på bare tilnærmelsesvist 37 ugentlige timer. I tror nok, at det hele er løgn, så utroligt det måtte lyde her i 2018. Men det hele er den skinbarlige sandhed. Jeg var der selv.

Så kære lærere: Ja, I er blevet banket på plads, jeres arbejdsvilkår er forringet, jeres anseelse styrtdykker, og de fleste andre erhvervsgrupper har overhalet jer i faglighed og løn. Men vend for Guds skyld jeres blik i den rigtige retning.

Danmarks befolkning har ikke ønsket jer degraderet. Det har jeres fagforening sørget for, med skiftende uduelige formænd. Er jeg bare en bitter gammel mand? Tja, 40 års ærgrelse over en fagforening, der har formået at forringe en respektabel befolkningsgruppes vilkår væsentligt, har ikke gjort mit sind lysere. På lærernes vegne i hvert fald.

Man kunne have taget imod nogle af tilbuddene. For eksempel om at gøre lærerne til akademikere. Og så bare i stilhed glædet sig over et fag med stor frihed og mange goder. Men døm selv. Man kan stadig sejre sig selv ihjel.

Mit modsvar følger her: 

Som enhver kan forstå, er det dumt, at ”skide i sin egen rede”.

Og det er lige, hvad fhv. lærer og skolechef Karsten Søberg gør i sit indlæg her i avisen i søndags under overskriften: ” Det er lærernes egen skyld”.  

Selvfølgelig findes der dårlige lærere og skoleledere, ja sågar skolechefer, ligesom der også findes dårlige medarbejdere og chefer i alle andre faggrupper. Det er ingen sag at finde eksempler på dårlige håndværkere, journalister osv. og ej heller at finde dårlige fagpolitiske beslutninger. Vi har alle sammen mødt dem, men at nedgøre hele deres stand er snæversynet.

Med den tilgang til sine medarbejdere som KS demonstrerer i sit indlæg, kan det ikke undre, at det går galt. Gensidig respekt og accept mellem ledere og medarbejdere er nødvendig. I sin åbenlyse foragt for den stand og institution KS selv har været en del af i et langt arbejdsliv, udstiller han sig ikke overraskende som en bitter og sur gammel mand, der må ty til populistiske udsagn.

I sin idiosynkrasi over for lærerne og deres fagforening tegner KS et generaliserende, negativt og forvrænget billede af lærerstanden og puster dermed til de mange fordomme, som florerer blandt folk.  Læs bare folkedybets mange forudindtagede kommentarer på nettet til KS´s indlæg. Her er jagten gået ind på lærerne, som over én kam er dovne og uduelige og tilmed forkælet med lange ferier og korte arbejdsdage. En sejlivet myte, der er et klart eksempel på, at følelser trumfer kendsgerninger!

Jeg har stort set samme karriereforløb som KS, blot med den forskel, at jeg har været 50 år i ”væsenet”. Det har bestemt ikke hele vejen igennem været uproblematisk hverken i forhold til ”mine” lærere, lærerforening eller politikere. Og ”kulturen” har også været forskellig på de forskellige ansættelsessteder, men undervejs har jeg mødt langt flere utroligt engagerede, dygtige og samvittighedsfulde lærere end det modsatte. Deres arbejdsvilkår har ikke de, men de skiftende tiders beslutningstagere ansvaret for. Hvad angår DLF´s indflydelse, er det vel enhver fagforenings opgave at prøve at skaffe de bedste vilkår for deres medlemmer, ellers har de ingen eksistensberettigelse.

Hvorfor gjorde KS ikke noget ved sine sovende skoleledere og dårlige lærere? Han var dog i en position, hvor det var muligt. Men måske KS sad i sit elfenbenstårn på rådhusforvaltningen og slumrede langt fra den virkelige verden, så han til sidst glemte, hvordan den ser ud.