De fleste af os ved, hvem den svenske fiktive tv-figur Saga Norén er. Hun har svært ved at omgås socialt, og derfor har hun lært sig en masse sociale regler, som hun skal huske på, så hun kan begå sig ude i det sociale liv. ”Vi tænker!”-bogserien er udviklet til at hjælpe børn i fire-syvårsalderen, der har de samme sociale vanskeligheder som Saga Norén.

Og vi kan jo se af denne fiktive figur, at regler er godt, når man har en hjerne, der fungerer inden for autismespektret. Desuden er sociale spilleregler noget, vi alle skal lære, selv om der er nogle, der lærer det nemmere og hurtigere end andre. Derfor kan materialet bruges til alle børn – diagnose eller ej. Vi præsenteres for historier og konkrete aktiviteter, der sætter børnene i gang med at forstå kropslige, sociale, følelsesmæssige og andre ikkeverbale koder.

Materialet består af en lærervejledning – stor, tyk og meget anvendelig – og så fire hæfter, der har gode tegninger og enkle historier, så man kan sidde og læse højt, mens børnene sidder og ser på billederne. De små hæfter er så små, at tanken må være, at man som lærer sidder med en lille gruppe børn – højst fire-fem børn. Har man flere børn samlet på samme tid, så giver det ikke mening med så små bøger. Hvis materialet skal kunne bruges i skolerne – og uden for det specialpædagogiske område - så anbefaler jeg, at man laver nogle pdf-filer til PowerPoint-visning, så flere børn samtidigt kan se billederne i bogen.

Titlerne på de fem bøger er: 1. "At tænke tanker og føle følelser", 2. "Gruppens plan", 3. "At tænke med øjnene", 4. "Kroppen i gruppen", 5. "Lyt med hele kroppen". Det understreges på det kraftigste, at de fem bøger ikke bruges uden de øveark, der følger med, og som kan kopieres fra lærervejledningen eller printes ud fra de pdf'er, der kan findes, når man scanner QR-koder, så bliver de sendt til ens e-mailadresse.

Det understreges, at social læring er en national sag og ikke kun en sag for specialundervis­ning­en. Vi ser i tiden en del anderledes tænkende mennesker på film og tv, og vi griner med og griner af dem, der som Saga Norén har så svært ved at aflæse mennesker og situationer. Men i stedet for at udstille dem på tv og samtidig udstyre dem med specialfunktioner, der skaber fordomme og mytedannelser, så kunne vi måske have gjort noget for, at Saga Norén og andre som hende kunne være blevet integreret i sociallege i børnehaven og indskolingen. Vi producerer for mange ensomme mennesker, hvis vi som lærere ikke gør en aktiv indsats for at undervise i sociale samspil.

Men er det gjort med fortællinger og leg, så er det blot en rar og hyggelig måde at være sammen på. Og den slags skal der altid være tid til i skolerne. Denne systematiske indlæringsmetode kan måske støde nogen, fordi det er så programmeret og skemalagt, men hvis man ikke lærer det intuitivt og har haft for meget skærmtid og for lidt øjenkontakt med sine nærmeste, så er vi jo nødt til at gøre det på den måde. Så selv om målgruppen for dette materiale ikke rammer lige plet alle vegne med hensyn til alder, så sidder der nok alligevel nogle børn i indskolingen, der ikke er helt alderssvarende socialt set, og derfor er det naturligvis en bog, der også skal anmeldes med hensyn til skolebrug.