Min vinterferie her i uge 8, har været præget af en tiltagende bekymring. Knuden i maven er vokset støt i takt med artiklerne om OK18, som har oversvømmet både min facebook og twitterprofil. Det har været svært at holde ferie fra, og tankerne leder naturligt tilbage til lockouten i 2013

Jeg har følelsen af, at vi i ‘13 blev taget med bukserne nede. Vi troede ikke på, at det ville ende med et lovindgreb. Men vi har ikke skyklapper på længere - og det har resten af organisationerne heller ikke - derfor gav de os musketereden. Den styrkede mig i troen på, at vi kan stå sammen og være der for hinanden. Vi ved godt nu, at vi var prøvekludende i ‘13, og at resten står for skud nu. Vi vinder ikke. Det ved vi også godt, men ligesom Rohans riddere i Ringenes Herre, så går vi til kamp, når vores allierede kalder. Vi viser Mordor-niseringsstyrrelsen, at vi ikke lægger os ned. Måske bliver det en lang og sej kamp, som vi først vinder senere, når det viser sig, at besparelserne ikke gavner vores samfund, men ødelægger dem. Men vi står sammen, og vi er stærke. Vi bøjer ikke nakken. Vi står sammen, og man kan ikke køre os over. Det fællesskab vi følte i ‘13, skal vi holde fast i nu!

Jeg husker, hvordan vi stod sammen, hvordan vi viste resten af Danmark, at lærerne har en samlet og stærk forening. Troen på vores arbejde er fundamental, og vi bøjede ikke nakken. Vi gav ikke op. Vi stod på slotspladsen til det sidste. Vi er stadig stærke - ja, vi har måttet affinde os med et lovindgreb - ja, vi har fået væsentligt forringede arbejdsvilkår, hvor vi ingen varslingsregler eller loft over undervisningen har. Men vi er stadig stærke, og vi kan stadig stå sammen og vise resten af Danmark, at lærerne ikke slagne. Vi kan stadig bakke op om de andre faggrupper og vise vores solidaritet.

Derfor bliver jeg også ekstra bekymret, når jeg læser om lærere, der overvejer at melde sig ud af DLF, fordi de ikke ‘orker’ én gang til. Fordi de ikke vil miste en månedsløn. Ikke, at jeg ikke godt kan forstå dem. Det er næsten ikke til at bære tanken om en gentagelse af ‘13. Fagforeningerne blev skabt, for at vi har et fælles sted at kæmpe fra, for at vi har nogen, der kan tale vores sag, mens vi er på arbejde, et arbejde, der bliver angrebet fra alle sider. Og vi er ikke de eneste. Vi ser nedskæringerne ramme eller allerede have ramt de andre bløde fag. Sygeplejersker, SoSu-assistenter, dagplejere, politiet, pædagoger og mange flere. Det øjeblik, vi holder op med at bakke op om fællesskabet, er murene nemme at bryde ned for regeringen, og moderniseringsstyrelsen vil klappe i deres hænder og hæve en ekstra bonus.