Meget få vælger gymnasiernes sproglige studieretninger

Det er langt de færreste gymnasieelever, som vælger en sproglig studieretning på landets gymnasier, viser nye tal fra Undervisningsministeriet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Antallet af studieretninger på landets gymnasier er blevet kraftigt reduceret i forbindelse med den nye gymnasiereform, som trådte i kraft, da et nyt kuld 1.g'ere mødte ind i august. 

De færre studieretninger skal i højere grad pege frem mod bestemte retninger på de videregående uddannelser.

Således skal eleverne på landets gymnasier - stx, hhf og htx - vælge, om de ønsker en studieretning inden for det naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige, sproglige, tekniske eller merkantile felt.   Og hvor rigtigt mange gymnasieelever vælger de naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige retninger, er tilslutningen til de sproglige retninger i den grad til at overse.

Kun 7 procent af eleverne i 1.g i det almene gymnasium, stx, har valgt en studieretning med mindst tre fremmedsprog, skriver Undervisningsministeriet i dag i en pressemeddelelse på baggrund af indberetninger fra gymnasierne om elevernes valg efter, at det første grundforløb i den nye reformen er overstået.

Indberetninger viser også, at 45 procent af 1.g'erne på stx har valgt en samfundsvidenskabelig studieretning, mens 36 procent har valgt en naturvidenskabelig.

På hhx har en endnu mindre andel valgt sprog. Her har kun 1 procent af 1.g'erne valgt en studieretning, som giver adgang til tre fremmedsprog.

Den lave tilslutning til de sproglige studieretninger, ærgrer undervisningsminister Merete Riisager.

"Sprog åbner døre til verden og giver mulighed for en masse spændende job. Sprog er dannelse. Derfor skal vi have vendt udviklingen og gjort sprog til et mere attraktivt valg. Vi er i fuld gang. Regeringen har for nylig afsat 100 millioner kroner i en ny sprogstrategi, der styrker hele sprogområdets fødekæde fra grundskole til gymnasie og videre til de videregående uddannelser," siger hun i pressemeddelelsen.