Debat

DLF’s sprogvision

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Helle Boelt Hindsgaul, formand for Fransklærerforeningens folkeskolefraktion, skriver i Folkeskolen nummer 9, at Danmarks Lærerforening bakker op om Tysklærerforeningen og dens mål. Målet for Tysklærerforeningen er ifølge Helle Boelt Hindsgaul, at tysk skal være det obligatoriske andet fremmedsprog, og at fransk skal være valgfag. Til slut i sit indlæg spørger hun: Hvad mener DLF?

Jeg er glad for at få lejlighed til at berigtige Helle Boelt Hindsgauls forkerte påstand om, hvad det er, DLF bakker op om. At bakke op om Tysklærerforeningens eksistens er ikke det samme som at bakke op om Tysklærerforeningens mål. DLF har gennem tiden indgået samarbejdsaftale med en række faglige foreninger - senest med Tysklærerforeningen. De lærere, som lægger deres arbejde i de faglige foreninger, giver meget væsentlige bidrag i diskussionerne om udviklingen i folkeskolens undervisning og fag. Disse diskussioner er af stor betydning for DLF's politikudvikling, men DLF kopierer ikke de faglige foreningers politik.

Helle Boelt Hindsgaul efterlyser en sprogvision fra DLF. På foreningens kongres i efteråret blev der vedtaget en række konkrete forslag til fremtidens skole. Et af dem var, at der bør sættes midler af til at styrke fremmedsprogsundervisningen, og at der skal være følgeforskning forbundet hermed. Udviklingen af fremmedsprogsarbejdet skal ske på skolerne, for som Helle Boelt Hindsgaul skriver: »Det er vist kun ved at færdes i hverdagens fantastiske sprogarbejde, at vi ved, at udviklingen findes«. Det understreger betydningen og vigtigheden af vores samarbejde med de faglige foreninger.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler