Debat
Flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse. Men hvad så bagefter?
Jeg stiller spørgsmål ved, om fokus i skolen gør hele udslaget for en prestigeændring i valget af uddannelse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Min far bliver 58 til foråret. Og han er træmand. En dygtig træmand, der arbejder med træet, når han kan. Min far er ikke længere på arbejdsmarkedet. Han er slidt ned. Har arbejdet i skoven siden han var en ung mand. Før det som Karl på en gård. Før det i stalden derhjemme. Han er slidt. Ryggen er slidt. Når kroppen tillader det, arbejder han med træet på værkstedet derhjemme. Fordi han ikke kan lade være. Min far er ikke et særligt tilfælde. Der findes mange af hans slags rundt omkring i landet.
Jeg selv blev lærer lidt ved en tilfældighed. Det var ikke et kald. Kunne med succes være blevet en dygtig håndværker. Tømrer eller snedker, vil jeg mene.
Og jeg kan stadig nå det. For der er gode udsigter til, at jeg skal være på arbejdsmarkedet til jeg er over 70. Det er et arbejdsliv, der svarer til det antal år jeg har levet. Indtil nu. Lige nu er jeg glad for, at jeg blev lærer. For der er langt til år 2053, med et hårdt fysisk arbejde. Men jeg er heldigvis vild med at være lærer. Jeg er vild med at lære børnene at arbejde med deres hænder. At være praktiske. For der er brug for det. Mange børn lærer ikke at arbejde med hænderne derhjemme. Det er vigtigt for deres praktiske dannelse, at lære at skabe med hænderne. Der er også brug for det, fordi vi kommer til at mangle dygtige håndværkere om få år. Derfor kan man læse mange debat og blogindlæg fra min hånd, om hvad jeg synes, der skal gøres ved det.
Undervisningsministeriet, med Merete Riisager i spidsen, arbejder hårdt for gøre erhvervsuddannelserne mere prestigefulde at søge ind på. Det er fint. Stor ros, for at gøre en indsats.
Men der er stadig mange løse ender. Og det bliver lidt ligesom at tisse i bukserne på en frostklar morgen, hvis ikke de løse ender bliver forbundet. For hvad med den virkelighed, der venter de unge mennesker? Kendsgerningen, at de skal arbejde hårdt de næste 50 år? At de, højest sandsynligt, bliver slidt ned, ligesom min far? Kendsgerningen, at mange håndværkere har ringe kår, derude på byggepladserne? For ikke at tale om, anskaffelsen af en læreplads?
Prestigen handler om langt mere, end at vi alle sammen taler uddannelserne op og at flere søger ind. Ministeriet må ikke kun se på udfordringen, at få flere i gang med en erhvervsuddannelse.
Der skal mere til. Meget mere til.
