Med jævne mellemrum dukker spørgsmålet op om, hvad folkeskolen skal undervise i, og hvilke problemer skolen skal tage sig af. Nu sidst af undervisningsministeren, som mener, at man i højere grad kan give forældrene ansvaret for undervisningen i færdsel, sex, vold, mobning, aids. Hvor mange forældre ville kunne undervise i aids?

Jeg kan i hvert fald ikke uden en større forberedelse. Ministeren lader de svage i stikken, så jeg har et meget ambivalent forhold til spørgsmålet. Der, hvor jeg klart vil sige fra, er på de områder, hvor det nærmer sig en terapeutisk undervisning, for eksempel i behandling af temaer som sorg, krise, hvor jeg kan komme til at gøre mere skade end gavn. Ellers er jeg og mine kolleger de bedste til at sikre undervisningen i de ovennævnte emner. Alt for vigtigt til at overlade til en tilfældig og sporadisk undervisning i forældreregi.

Når Danmark stadig er et af de mest homogene samfund i verden - vore forskelligheder og problemer til trods - tror jeg, det ikke mindst skyldes det fælles værdigrundlag, som folkeskolen skaber ved at tage aktuelle emner og problemstillinger op i sin undervisning.

Tidens trend er jo privatisering og udlicitering, og det fremmer et mere uhomogent og opsplittet samfund. Måske er det i virkeligheden det, ministeren ønsker at fremme? Og bliver der specialundervisning for de børn, hvis forældre ikke lever op til det ansvar, ministeren overlader dem?

Dan Sterup

Nexø