Debat

Udenomssnak

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 38 undrer Reinhard Werner sig over, at blandt andre jeg 'anbefalede medlemmerne at stemme lønaftalen ned', og at jeg forsøger 'at tage æren for den nuværende lønaftale'. I stedet for at forholde sig til mit indlæg i nummer 37 kommer Reinhard med en gang udenomssnak.

Havde det stået isoleret til mig, ville vi ikke være kommet på ny løn, fordi jeg stadig anser selve tænkningen i dette lønsystem for forkert i forhold til vores arbejde i skolen. Når jeg alligevel modstræbende accepterede denne del af overenskomsten, var det blandt andet, fordi jeg med glidningen i holdningen i vore egne rækker i foreningen anså det for umuligt at komme igennem med udbygning og forbedring af vores nuværende lønsystem. Derimod mener jeg, det har været altafgørende for resultatet, at vi har kæmpet kampen så længe og stillet vore krav til et nyt lønsystem, så også arbejdsgiverne har forstået, at de skulle være imødekommende, hvis vi skulle over på ny løn. Det var det, jeg mente med, at vi har fået et bedre lønsystem ved at fastholde sigtet og maksimalt pres fra foreningen. Men jeg vil ikke undlade at sige, at vi heller ikke med denne lønaftale er sikret mod individualisering af løndannelsen og en udvikling mod profileringsløn i skolen. Det kræver hårdt arbejde fremover at modvirke den udvikling og en bevidst og stringent lønpolitik i foreningen. I kommunerne er vi stadig oppe mod medarbejdergrupper, der ikke har ret mange forbehold over for, hvordan lønnen udmøntes.

At lønaftalen i nogle kommuner nu kan resultere i, at der strammes endnu mere op om vore arbejdsvilkår, fordi lønstigninger skal hentes ind på arbejdstiden, er en bitter pille at sluge. Hvad nytter det, hvis baggrunden for en højere løn er et stadig større arbejdspres? Så kan man vel reelt ikke tale om højere løn.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Mit hovedargument i forbindelse med overenskomstafstemningen gik på arbejdstidsaftalen. Det fremgår blandt andet af mit indlæg i overenskomstnummeret af Folkeskolen. Vi har mistet central sikring af vores forberedelsestid, og presset i kommunerne vil blive meget stort i takt med presset på den kommunale økonomi.

Det er både dumt og kortsigtet af kommunerne at stramme på lærernes forberedelsestid, og forsøgene skal mødes med kvalificeret modstand, for ude på skolerne står der faktisk nogle kolleger, der ikke kan være tjent med bortforklaringer. For dem er det ikke nok at få at vide, at større arbejdsbelastning ikke er i overensstemmelse med 'aftalens ånd'. At bygge en overenskomst på 'ånd' er vel et temmelig luftigt grundlag. Vi var ikke enige i, om resultatet var godt nok. Jeg syntes det som bekendt ikke. Derfor anbefalede jeg medlemmerne at stemme resultatet ned. Sådan er det.

Reinhard Werners udenomssnak om lønaftalen bidrager ikke til at klargøre holdningerne. Vi mangler stadig en forklaring på, hvad han mener med, 'at Anders Bondo's linie - hvis den bliver gennemført - vil skade medlemmerne og Danmarks Lærerforening på sigt'. Mon vi får den inden formandsvalget?

Astrid Schjødt Pedersen

medlem af DLF's hovedstyrelse